Sydkoreas højesteret sætter punktum i sag mod ekspræsident

Sydkoreas højesteret stadfæster fængselsdom på 20 år til ekspræsident dømt for bestikkelse og magtmisbrug.
Sydkoreas afsatte præsident Park Geun-hye (tv) vil være oppe i 80'erne, når hun er færdig med at afsone fængselsstraffe på sammenlagt 22 år.  Torsdag har landets højesteret sat punktum i sagen, der blev indledt i 2017 (arkivfoto).
Sydkoreas afsatte præsident Park Geun-hye (tv) vil være oppe i 80'erne, når hun er færdig med at afsone fængselsstraffe på sammenlagt 22 år. Torsdag har landets højesteret sat punktum i sagen, der blev indledt i 2017 (arkivfoto).

180Graders Redaktion,

14/01/2021

Sydkoreas højesteret har torsdag stadfæstet en fængselsdom på 20 år for landets tidligere præsident Park Geun-hye.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Med kendelsen er en flere år lang juridisk proces med adskillige retssager og appelsager endeligt afsluttet.

Park Geun-hye blev afsat som præsident i 2017 af Sydkoreas forfatningsdomstol.

Det efterfølgende år blev hun kendt skyldig i bestikkelse og magtmisbrug og idømt en fængselsdom på 30 år.

Sagen mod Park Geun-hye varede i ti måneder og satte fokus på lyssky forbindelser mellem magtfulde selskaber og politikere i Sydkorea.

Ekspræsidenten og Choi Soon-sil, en af hendes nærmeste veninder, var anklaget for at modtage bestikkelse fra store virksomheder til gengæld for fordelagtig behandling.

Sagen fik også stor opmærksomhed i Danmark.

Her blev en 20-årig dressurrytter ved navn Chung Yoo-ra anholdt af politiet i Nordjylland den 1. januar 2017.

Det skete på baggrund af en international efterlysning via Interpol.

Chung Yoo-ra var anklaget for medvirken til omfattende økonomisk svindel og eksamenssnyd. Hun er datter af ekspræsidentens veninde Choi Soon-sil.

I 2019 besluttede højesteret, at sagen mod Park Geun-hye skulle gå om, og det endte med, at hendes straf juli 2020 blev nedsat til 20 år.

Torsdag kom sagen så for anden gang for den øverste domstol, fordi anklagemyndigheden havde anket den nedsatte straf.

Ud over at bekræfte de 20 års fængsel stadfæstede højesteretten også de bøder, som Park Geun-hye tidligere er blevet pålagt.

Samlet er der ifølge nyhedsbureauet AFP tale om 21,5 milliarder won. Det svarer til cirka 120 millioner kroner. Beløbet omfatter også midler, som myndighederne har beslaglagt.

I alt skal hun tilbringe 22 år bag tremmer, da hun i en anden sag er idømt to års fængsel for overtrædelse af valgloven i Sydkorea.

Park Geun-hye blev landets første kvindelige præsident, da hun tiltrådte i 2013.

Hun blev erstattet af den nuværende sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.

Kilde: /ritzau/