Rusland indleder maratonafstemning om ny forfatning

Reform af russisk forfatning kan medføre, at Vladimir Putin får mulighed for at blive i Kreml til 2036.
Rusland har torsdag taget hul på en syv dage lang folkeafstemning om gennemgribende reformer af landets forfatning. De kan bane vej for, at præsident Vladimir Putin bliver ved magten i endnu 16 år, hvis han genvælges.
Rusland har torsdag taget hul på en syv dage lang folkeafstemning om gennemgribende reformer af landets forfatning. De kan bane vej for, at præsident Vladimir Putin bliver ved magten i endnu 16 år, hvis han genvælges.

180Graders Redaktion,

25/06/2020

Rusland har torsdag taget hul på en syv dage lang folkeafstemning om gennemgribende reformer af landets forfatning.

De kan bane vej for, at præsident Vladimir Putin bliver ved magten i endnu 16 år, hvis han genvælges.

Kritikere kalder reformerne for et kup mod landets forfatning. De siger, at den 67-årige Putin, som er tidligere officer i KGB, allerede har siddet på magten for længe, og de forudser svindel med stemmeoptællingerne.

Det er samtidig stærkt omstridt, at afstemningen, som afsluttes onsdag i næste uge, overhovedet får lov til at blive afviklet på nuværende tidspunkt, hvor der er udbredt bekymring over coronapandemien.

Antallet af coronasmittede i Rusland er steget til over 600.000, hvilket er det tredjehøjeste antal for et land efter USA og Brasilien. Der blev torsdag rapporteret om 7113 nye tilfælde inden for det seneste døgn.

Forfatningsændringerne, som allerede er vedtaget af det russiske parlament og godkendt af forfatningsdomstolen, vil gøre det muligt for den russiske præsident at blive siddende i yderligere to perioder.

Hvis de russiske vælgere støtter dem med et ja, vil det gøre det muligt for Putin at genopstille til præsidentposten i 2024 og igen i 2030.

Putin blev præsident første gang i 2000. Her afløste han Boris Jeltsin på posten. Putin havde undervejs et afbræk på fire år som premierminister. Det gav ham mulighed for igen at stille op som præsident.

Militærparaden onsdag, som var den største i Ruslands historie, blev transmitteret i tv til hele Rusland, og Putin styrkede med en tale en patriotisk stemning i landet.

Han sagde, at De Allieredes sejr over det nazistiske Tyskland var det godes triumf over det onde.

Putin har opbygget et ry for være en garant for den russiske stats stabilitet, i kontrast til de turbulente år 1990'erne inden han kom til magten.

En landsomfattende meningsmåling foretaget af det uafhængige Levada Center viste i sidste uge, at Putin har opbakning fra 59 procent af russerne.

- Folk stemmer - ret så apatisk - for stabilitet, siger en politisk ekspert, Anna Arutunjan, som har skrevet biografien "Putins Mystik".

Kilde: /ritzau/dpa