Kina sender bombefly og kampfly ind over Taiwan-zone

USA's nye regering bekræfter klippefast støtte til Taiwan og opfordrer Kina til dialog med demokratisk Taiwan.
Hangarskibet "Theodore Roosevelt" anfører en amerikansk flådestyrke, der i weekenden er sejlet ind i Det Sydkinesiske Hav, mens spændingernen mellem Kina og Taiwan stiger. (Arkivfoto)
Hangarskibet "Theodore Roosevelt" anfører en amerikansk flådestyrke, der i weekenden er sejlet ind i Det Sydkinesiske Hav, mens spændingernen mellem Kina og Taiwan stiger. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

24/01/2021

Kina har sendt otte bombefly og fire kampfly ind over Taiwans militære luftrum, og det taiwanske luftforsvar gjorde luftværnsraketter klar, mens man fulgte situationen.

Det oplyser Taiwans forsvarsministerium.

Samtidig med at spændingerne vokser mellem Kina og Taiwan, har USA sendt en flådestyrke anført af et hangarskib ind i Det Sydkinesiske Hav. Fra den nye regering i USA under præsident Joe Bidens ledelse hedder det, at den amerikanske støtte til Taiwan er "klippefast", skriver AFP.

De kinesiske fly fløj lørdag ind over et hjørne af luftforsvarets identifikationszone i det sydøstlige Taiwan.

Kina, som gør krav på Taiwan som en del af folkerepublikken, har gennemført næsten daglige overflyvninger af havet mellem det sydlige Taiwan og øerne Pratas i Det Sydkinesiske Hav, der kontrolleres af Taiwan.

Men det har typisk kun handlet om et eller to fly på rekognoscering.

Derfor er det usædvanligt, at der pludselig er så mange kinesiske fly. Ifølge Taiwan drejede det sig om otte H-6K bombefly, der er i stand til at medbringe atomvåben, og fire kampfly af typen J-16.

Ifølge Taiwans regering fik flyene ordre til straks at fjerne sig, og luftværnet blev gjort klar.

Stop med at lægge pres på Taiwan, lyder det fra USA's udenrigsministerium. Gå i stedet i dialog med "Taiwans demokratisk valgte repræsentanter", siger en talsmand for ministeriet.

Taiwan, der opstod som en selvstændig republik efter den kommunistiske revolution i Kina i 1949, har i dag et fuldt udviklet demokrati. Men kun et fåtal af lande anerkender Taiwan som en uafhængig stat.

Reuters

Kilde: /ritzau/