Khashoggis kæreste: Saudiarabisk kronprins bør straffes

Det er afgørende, at kronprinsen i Saudi-Arabien bliver straffet, siger dræbt journalists forlovede.
Det har afgørende betydning, at kronprinsen i Saudi-Arabien, som gav ordre til det brutale drab på journalisten Jamal Khashoggi, bliver straffet, siger den dræbte journalists forlovede, Hatice Cengiz, i en udtalelse på Twitter.

180Graders Redaktion,

01. marts 2021

Det har afgørende betydning, at kronprinsen i Saudi-Arabien, som gav ordre til det brutale drab på journalisten Jamal Khashoggi, bliver straffet, siger den dræbte journalists forlovede, Hatice Cengiz, i en udtalelse på Twitter.

Udtalelsen kommer i kølvandet på en detaljeret amerikansk efterretningsrapport, hvori CIA anklager kronprins Mohammed bin Salman for at have godkendt drabet på Khashoggi.

- Det ville ikke kun give os retfærdighed for Jamal, men det kan også forhindre lignende hændelser i fremtiden, skriver hun

Khashoggi blev dræbt og parteret på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i 2018.

Fredag offentliggjorde USA en detaljeret rapport fra CIA, hvor kronprinsen anklages for at have beordret eller godkendt drabet.

USA har indført visumrestriktioner for 76 saudiarabere, der er mistænkt for at have været involveret i drabet på den kritiske journalist. Det meddelte udenrigsminister Antony Blinken fredag - umiddelbart efter offentliggørelsen af en efterretningsrapport om drabet.

Men inden Blinkens meddelelse havde embedsmænd i USA's regering gjort det klart, at sanktionerne ikke omfatter kronprinsen selv. Den amerikanske præsident ventes mandag at tydeliggøre USA's politiske kurs over for Saudi-Arabien og forholdet til kronprinsen.

Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.

Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

Khashoggi var saudiarabisk statsborger bosat i USA.

Reuters

Kilde: /ritzau/