FN til Myanmars militær: Løslad fanger og stop volden

Tre uger efter et kup i Myanmar opfordrer FN nu landets militær til at "stoppe undertrykkelsen øjeblikkeligt".
Mandag har der igen været store protester i Myanmar (Arkivfoto).
Mandag har der igen været store protester i Myanmar (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

22/02/2021

Myanmars militær, der for tre uger siden tog magten i landet ved et kup, skal øjeblikkelig lade landets demokratisk valgte ledere vende tilbage.

Sådan lyder det mandag fra FN's generalsekretær, António Guterres.

- Vi ser en undergravning af demokratiet, brug af brutal magtanvendelse, tilfældige anholdelser og undertrykkelse i mange former, siger han.

Myanmars militær væltede 1. februar Myanmars demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi. Hun blev samtidig anholdt, og det samme gjorde flere medlemmer af hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).

Siden da har der været store protester i Myanmars gader. Militæret har samtidig støt strammet grebet om magten i det sydøstasiatiske land.

- I dag opfordrer jeg Myanmars militær til at stoppe undertrykkelsen øjeblikkeligt. Løslad fangerne. Stop volden, siger Guterres mandag i FN's Menneskerettighedsråd.

- Respekter menneskerettighederne og folkets vilje udtrykt gennem de nylige valg.

Myanmars militær har begrundet sit kup med, at landets parlamentsvalg i november skulle have været præget af snyd. Suu Kyis parti vandt stort.

Både internationale observatører og Myanmars valgkommission afviser militærets påstand om valgsvindel.

Også EU har mandag sendt en advarsel til Myanmars militær.

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger i forbindelse med et udenrigsministermøde, at EU er klar til at indføre sanktioner.

- Vi er ikke klar til bare at stå på sidelinjen og kigge på. Vi kommer til at bruge alle vores diplomatiske kanaler for at få dæmpet konflikten.

- Samtidig forbereder vi sanktioner mod det militære regime i Myanmar som en sidste udvej, lyder det fra den tyske udenrigsminister.

Reuters

Kilde: /ritzau/