Erdogan advarer: Angreb er på vej

Ifølge den tyrkiske præsident er det et spørgsmål om tid, før Tyrkiet lancerer offensiv.
Vi tæller ned, og vi sender vores sidste advarsler, siger den tyrkiske præsident Recep Erdogan. (Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix)
Vi tæller ned, og vi sender vores sidste advarsler, siger den tyrkiske præsident Recep Erdogan. (Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

19/02/2020

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, advarer onsdag om et nært forestående angreb i Idlib-provinsen, der ligger i det nordlige Syrien.

Angrebet vil finde sted i slutningen af februar, hvis ikke syriske styrker trækker sig tilbage.

- En operation i Idlib er nært forestående. Vi tæller ned, og vi sender vores sidste advarsler, siger Erdogan i det tyrkiske parlament onsdag ifølge AFP.

På det seneste har den syriske regeringshær med støtte fra Rusland optrappet offensiven i Idlib-provinsen. Det er den sidste provins, der er kontrolleret af oprørere.

Samtidig har Tyrkiet indsat soldater i provinsen. På begge sider er adskillige soldater blevet dræbt i sammenstød med den anden side.

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, har sagt, at Tyrkiet ønsker at løse problemerne via diplomatiske kanaler.

Mandag rejste en tyrkisk delegation derfor til Moskva for at diskutere krisen i Idlib-provinsen.

Disse forhandlinger har dog ikke ført til nogen aftale. Det oplyser den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, onsdag.

Det bekræfter den tyrkiske præsident. Derfor vurderer han, at en tyrkisk offensiv i Idlib nu er et "spørgsmål om tid".

Det skriver Reuters.

Meldingen fra Erdogan får onsdag den russiske regering til at advare Tyrkiet mod et angreb i Idlib-provinsen.

- Hvis vi taler om en operation mod Syriens legitime myndigheder og væbnede styrker, så er det selvfølgelig det værst tænkelige scenarium, siger talsmand Dmitrij Peskov.

Rusland vil dog ikke blande sig, hvis den tyrkiske offensiv er rettet mod "terrorgrupper" i Idlib-provinsen, tilføjer han.

Rusland og Tyrkiet blev i 2018 enige om at etablere en demilitariseret zone Idlib-provinsen.

I en tale til sine partifæller i det tyrkiske parlament siger Erdogan onsdag, at han er fast besluttet på at gøre Idlib til "en sikker zone, uanset set hvad det måtte koste".

Kilde: /ritzau/