Domstol beordrer Japan til at kompensere tidligere sexslaver

En sydkoreansk domstol har afgjort, at Japans regering skal kompensere sexslaver fra Anden Verdenskrig.
Her ses tre sydkoreanske "trøstekvinder" under en protest mod Japan i Sydkoreas hovedstad, Seoul, i marts 2017.
Her ses tre sydkoreanske "trøstekvinder" under en protest mod Japan i Sydkoreas hovedstad, Seoul, i marts 2017.

180Graders Redaktion,

08/01/2021

I en historisk retssag har en sydkoreansk domstol fredag pålagt Japans regering at betale erstatning til 12 tidligere sexslaver fra Anden Verdenskrig.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge distriktsdomstolen i Seoul skal den japanske regering betale ofrene eller deres familier 100 millioner won hver. Det svarer til knap 550.000 kroner.

Sagen er den første civile retssag i Sydkorea mod den japanske regering om krigstidsslaver.

Kort tid efter nyheden om domsafsigelsen skriver flere japanske medier, at Japan har indkaldt Sydkoreas ambassadør i landet til et møde med den japanske udenrigsminister fredag.

Her vil Japan protestere over afgørelsen fra Seoul, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sydkorea anslår, at omkring 200.000 kvinder blev tvunget til at arbejde på bordeller for den japanske hær under Anden Verdenskrig.

Kvinderne, de såkaldte "comfort women" - på dansk trøstekvinder, var hovedsagelig fra Korea, men også fra Kina, Indonesien, Filippinerne og Taiwan.

Sexslaverne blev tvunget til at arbejde på bordeller mellem 1932 og 1945.

En af de sydkoreanske kvinder, som har søgt erstatning fra Japan, har tidligere fortalt, at hun fra 1941 blev voldtaget af mellem 30 og 40 japanske soldater om dagen.

Forholdet mellem Sydkorea og Japan har ofte været meget anspændt på grund af Japans krigsforbrydelser, som ifølge sydkoreanerne ikke er blevet undskyldt tilstrækkeligt.

Fredagens domsafsigelse markerer ifølge AFP afslutningen på en juridisk proces, der begyndte for otte år siden. Flere af de oprindelige sagsøgere er siden døde.

Den japanske premierminister, Yoshihide Suga, udtaler på bagkant af dommen, at Japan ikke kan acceptere afgørelsen, og sagen helt burde droppes.

Den japanske regering benægter, at den er direkte ansvarlig for soldaternes handlinger. Ifølge Japans regering blev kvinderne rekrutteret af civile. Regeringen mener også, at de militære bordeller blev drevet kommercielt.

I 2015 indgik Sydkorea og Japan en aftale med det formål at lægge låg på striden. Som en del af aftalen undskyldte Japan, ligesom at der blev oprettet en fond på en milliard yen - knap 60 millioner kroner - til de overlevende.

Siden har den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, erklæret aftalen, der blev indgået under hans forgænger, for fejlbehæftet og ugyldig.

Kilde: /ritzau/