Londons borgmester, Sadiq Khan, siger i en usædvanlig advarsel fredag, at hospitalerne i den britiske hovedstad kan blive overbelastede, hvis folk ikke bliver i deres hjem.
Han siger, at en ud af 30 indbyggere i London i dag har covid-19.
- Hvis vi ikke reagerer øjeblikkeligt, så vil sundhedssystemet blive overbelastet og flere mennesker vil dø, siger Khan.
Borgmesteren siger, at der inden for få uger kan blive mangel på hospitalssenge, medmindre der gribes drastisk ind over for smitteudbredelsen.
Antallet af smittede per 100.000 indbyggere i London er helt oppe på over 1000. I perioden fra 30. december til 6. januar steg antallet af hospitalsindlæggelser med 27 procent. I de seneste tre dage er der registreret 477 coronarelaterede dødsfald i London.
Khans udmelding betyder et forhøjet kriseberedskab. Det er første gang, at dette er taget i brug siden katastrofebranden i højhuset Grenfell Tower i 2017, hvor 72 mennesker omkom.
Londons borgmester håber, at den forværrede krise i London vil medføre, at premierminister Boris Johnson tager yderligere skridt i kampen mod pandemien.
Han siger samtidig, at alle Londons indbyggere nu har et ansvar.
- Jeg opfordrer indtrængende til, at man bliver i sit hjem, medmindre det er absolut nødvendigt, at man går ud. Bliv hjemme for at beskytte jer selv, jeres familie, jeres venner og andre londonere.
De britiske sundhedsmyndigheder bekræftede tidligere fredag godkendelsen af Modernas vaccine, hvilket er den tredje vaccine mod covid-19, der bliver godkendt i Storbritannien.
Den første var vaccinen fra amerikanske Pfizer og den tyske partner BioNTech, der blev godkendt den 2. december. Herefter – helt præcist den 30. december – blev AstraZenecas vaccine, der er udviklet i samarbejde med Oxford University, blåstemplet af de britiske sundhedsmyndigheder.
Reuters
Kilde: /ritzau/