300 fanger på fri fod efter IS-angreb på afghansk fængsel

IS-fanger er flygtet fra fængsel i Jalalabad under et IS-angreb, som sikkerhedsstyrker forsøger at nedkæmpe.
Afghanske sikkerhedsstyrker indtager deres positioner på taget af det fængsel i Jalalabad, der er kommet under angreb fra Islamisk Stat.
Afghanske sikkerhedsstyrker indtager deres positioner på taget af det fængsel i Jalalabad, der er kommet under angreb fra Islamisk Stat.

180Graders Redaktion,

04/08/2020

Afghanske sikkerhedsstyrker har omringet et fængsel i byen Jalalabad i det østlige Afghanistan, som den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har indtaget.

Over 300 fanger er stadig på fri fod efter et omfattende angreb, som IS indledte søndag. Det siger en talsmand for guvernørens kontor i Jalalabad.

En kraftig bilbombe eksploderede foran fængslet i byen, og der blev efterfølgende meldt om hårde kampe mellem militsfolkene og afghansk politi.

Mandag lyder det samlede dødstal på 29, mens 50 andre er såret. Det er både politifolk, IS-krigere og civile.

En talsmand for guvernøren i provinsen Nangarhar siger, at militsfolkene gik til angreb på de lokale styrker, efter at bilbomben eksploderede.

- Et antal af dem forskansede sig på et marked nær fængslet og var i længere tid i kamp med sikkerhedsstyrkerne, siger han.

Kampene er stadig i gang mandag eftermiddag dansk tid.

En af de indsatte i fængslet fortæller via en mobiltelefon til nyhedsbureauet Reuters, at han kan se fire lig ligge på jorden udenfor.

- Nogle gange er det stille, og så begynder skyderiet. Sikkerhedsstyrkerne ser ikke ud til at kunne rykke frem, fordi de militante har indtaget strategiske punkter, herunder udkigstårnene, fortæller den indsatte Mohammad Idres.

- Vi er meget sultne. Det er meget varmt, og vi har ikke noget vand, tilføjer han.

Der var 1793 indsatte i fængslet. Af dem forsøgte over 1025 at flygte, men blev fanget igen. 430 blev i fængslet. Men de øvrige 338 fanger er forsvundet, siger guvernørens talsmand.

Mange af de indsatte er Islamisk Stats medlemmer.

Bevægelsen siger i en erklæring, der er udsendt af dets islamistiske nyhedsbureau Amaq, at dens militsfolk står bag.

Taliban afviste tidligere at have noget at gøre med angrebet.

Angrebet skete på den sidste dag i den muslimske højtid eid al-adha, hvor der for en sjælden gangs skyld har været en våbenhvile mellem Taliban og den afghanske regering.

Kilde: /ritzau/Reuters