Tesfaye går på orlov

Kaare Dybvad Bek skal være fungerende udlændinge- og integrationsminister i den kommende tid.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skal snart på forældreorlov (Arkivfoto)
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skal snart på forældreorlov (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

12/08/2020

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) holder forældreorlov, og han bliver fra 17. august til 27. september afløst af boligminister Kaare Dybvad Bek (S) på posten.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Boligministeren får titlen som fungerende udlændinge- og integrationsminister.

Både Tesfaye og Dybvad Bek blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i forbindelse med valget i 2015.

Og duoen blev også ministre på samme tid. Det skete efter folketingsvalget 2019, hvor rød blok fik flertallet, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kunne danne en ren S-regering med hende i spidsen som statsminister.

Tesfaye kom i vælten mandag aften, da han i forbindelse med FC Københavns Europa League-kamp mod Manchester United tweetede noget, som af mange blandt andet blev opfattet nedladende. Og det måtte han efterfølgende undskylde for.

- FCK-United? Jeg kunne aldrig drømme om at håbe de klubber nogensinde vandt en fodboldkamp. Men hvem håber jeg mest på taber? Jeg håber på nederlag til Judas Stage og Kamil Paycheck, tweetede Tesfaye, der selv er AGF-fan, før kampen.

Tweetet henviste til de to FCK-spillere Jens Stage, der har en fortid i AGF, og Kamil Wilczek med en fortid i Brøndby - FCK's største rival.

FCK krævede en undskyldning fra ministeren, og den kom samme aften.

- Undskyld! For mig er fodbold sjov og ballade og drilleri mellem klubberne. Men jeg blev gjort opmærksom på, at mit tweet blev læst i forlængelse af nogle vanvittige trusler mod spillerne. Og så er det ikke sjovt længere. Alt det bedste til Stage og Kamil, skrev Tesfaye, der i øvrigt slettede det kritiserede tweet fra tidligere på aftenen.

FCK fandt det desuden besynderligt, at en dansk minister ikke ønsker klubben det bedste, da FCK beskæftiger hundredvis af mennesker.

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, sagde efter nederlaget til Manchester United, at Tesfaye vil føle sig som "Danmarks største fjols", når ministeren vågnede næste morgen.

Tesfaye ønskede efterfølgende ikke at forklare sig yderligere i sagen.

Politisk har Tesfaye og regeringen senest foreslået, at asylansøgere, der får afslag på asyl i første instans, skal tilbydes en kontant bonus på 20.000 kroner for at frafalde deres ankesag og i stedet rejse hjem.

Kilde: /ritzau/