Støjberg utilfreds med lempet grænsekontrol

Kontrollen blev torsdag mindsket ved alle grænser. Der er både ris og ros til regeringen fra Venstre.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

180Graders Redaktion,

04/09/2020

Der er delte meninger i Venstre i forhold til grænsekontrollen.

Rigspolitiet meldte torsdag ud, at S-regeringen havde besluttet, at grænsekontrollen, der blev indført i marts for blandt andet at holde coronasmitten ude af Danmark, bliver mindsket.

Venstres næstformand, Inger Støjberg, mener, at det er en forkert beslutning. Det siger hun til TV2.

- Jeg må sige, at jeg synes, at det er et mærkeligt tidspunkt. Både i forhold til corona, men også i forhold til de positive effekter, vi har set i forhold til grænseoverskridende kriminalitet, siger Støjberg.

Folketingsmedlem og tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) er af en anden holdning. Hun skriver på Facebook, at "endelig er regeringen kommet til fornuft". Efterfulgt af et udråbstegn og en smiley.

Med til historien hører, at Eva Kjer Hansen tidligere har udtalt sig kritisk over for grænsekontrollen. Og at hun er valgt i Sydjyllands Storkreds.

Her er en grænsekontrol for nogle mennesker en ulempe i dagligdagen. Eksempelvis på grund af lange køer ved grænserne.

Den midlertidige grænsekontrol blev allerede indført i begyndelsen af 2016. Det skete som konsekvens af flygtninge- og migrantkrisen i Europa.

Siden marts har grænsekontrollen været mere omfattende, da det handlede om at styrke kontrollen med indrejsende, der kunne være smittet med covid-19 og dermed bringe smitten til Danmark.

Mens Støjberg ikke kan finde støtte hos Eva Kjer Hansen, så er Dansk Folkeparti enig med Venstres næstformand. Det slår DF-formand Kristian Thulesen Dahl fast på Twitter.

- Dette må ikke blive første skridt til en afvikling af grænsekontrollen. Vi vil derfor i forhandlingerne om et nyt politiforlig kræve grænsekontrollen gjort permanent, skriver han.

Han henviser til de igangværende forhandlinger om en ny flerårsaftale for dansk politi. Her er grænsekontrollen en mærkesag for DF.

Kilde: /ritzau/