Støjberg-støtte valgt som dommer i rigsret: Kaldte sag skændig

Medlem af Dansk Folkeparti har kaldt sag om asylpar for "skændig" og skal nu dømme i sag mod Støjberg.
Daværende udlændingeminister Inger Støjberg (tv) i samråd i Folketingets indfødsretsudvalg 2015. Til højre ses DF's daværende indfødsretsordfører Christian Langballe. (Arkivfoto)
Daværende udlændingeminister Inger Støjberg (tv) i samråd i Folketingets indfødsretsudvalg 2015. Til højre ses DF's daværende indfødsretsordfører Christian Langballe. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

16/02/2021

Rigsretten har udpeget de dommere, der skal dømme i sagen mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, der er udtrådt af Venstre og blevet løsgænger.

Det fremgår tirsdag af Rigsrettens hjemmeside.

Blandt de politiske medlemmer er Christian Langballe, der er udpeget på vegne af Dansk Folkeparti og tidligere har kaldt sagen en politisk "kalkunjagt" og "skændig".

Det har ført til diskussioner om, hvorvidt han skulle være inhabil. Han har tirsdag ingen kommentarer.

Retten består af 15 politiske lægdommere og 15 højesteretsdommere. Der er to stedfortrædere for hvert politisk medlem, hvis der skulle være behov for udskiftning i tilfælde af eksempelvis inhabilitet eller sygdom.

Sagen startede i 2016 og handler om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Da Støjberg var i samråd om sagen den 1. juni 2017, sagde Langballe i løbet af de fem timer, at det var en "pinlig og skændig omgang".

- Så det hele kommer til at handle om at finde hår i suppen, og hvor det egentlig bare drejer sig om en politisk kalkunjagt, sagde han.

Langballe er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

De 15 politisk udpegede dommere vælges fast for seks år ad gangen, hvilket skete i fjor. Der er lige mange politiske og juridiske dommere for at lade begge sagkundskaber blive hørt.

Samfundsdebattør og jurist Jacob Mchangama var stedfortræder. Han er på vegne af Venstre indtrådt som politisk dommer i stedet for Nicolai Mallet, der er en af Støjbergs tre forsvarere.

Karoly Nemeth var bisidder for tidligere justitsminister Søren Pind (V), da Pind blev afhørt af Instrukskommissionen, der har gennemgået sagen. Han er også udpeget på vegne af Venstre.

Stedfortræder Kirsten Brosbøl er indtrådt i stedet for Karin Gaardsted og udpeget af Socialdemokratiet.

To uvildige advokater har for Folketinget vurderet, at der er en "rimelig formodning" om, at sagen kan føre til, at Støjberg bliver dømt.

Ifølge højesteretspræsident og formand for Rigsretten Thomas Rørdam er det mest realistisk, at sagen indledes efter sommer.

Kilde: /ritzau/