SF vil sætte landsbyer fri - politisk flertal bakker op

SF vil stille forslag om frilandsbyer. Flere partier er åbne for at prøve at give små samfund fri fra regler.
Foto: William Vest-Lillesøe/Wikimedia Commons
Foto: William Vest-Lillesøe/Wikimedia Commons

180Graders Redaktion,

14/10/2020

Et forsøg med frilandsbyer kan være på vej. Der tegner sig i hvert fald et politisk flertal for et forsøg, hvor mindre samfund kan omdannes til frilandsbyer i et forsøg på at sikre udviklingen. Det skriver Jyllands-Posten.

Forslaget kommer fra Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer og Hanne Tanvig, der er landdistriktsforsker på Københavns Universitet.

De vil give ti små samfund frihed fra love og regler, der hindrer udvikling, i fire år. Det kan for eksempel være frihed for planloven. Det kan give mulighed for at udstykke grunde til boliger på en mark ved en landsby.

Forslaget får opbakning fra både Socialdemokratiet og Venstre. Også SF bakker op. SF's Karina Lorentzen, der er formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer, fortæller, at partiet er på vej mod et forslag om netop frilandsbyer.

Over for Ritzau uddyber hun, at partiet vil have udbredt den nuværende forsøgsordning, hvor syv kommuner får mere frihed på et velfærdsområde. Den skal også gælde flere landsbyer.

- Vi må tænke utraditionelt for at finde løsninger, så landsbyerne kan udvikle sig. Landsbyerne har nogle helt unikke udfordringer, hvor lovgivningen ofte spænder ben for de løsninger, der ligger lige for, skriver hun i en kommentar.

Forslaget fra de tre aktører kommer, da de oplever, at nytænkende idéer ofte bremses af regler. Det fortæller Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

- Landsbyerne er beboet af ildsjæle med gode idéer og ønsker om at eksperimentere med livs-, bolig- og erhvervsformer på landet.

- Dem skal vi understøtte og realisere frem for at bremse, siger han til Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets landdistriktsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, siger til avisen, at det er vigtigt, at det bliver de små samfund, der fortæller, hvilken frihed de ønsker sig.

Kilde: /ritzau/