Rystet minister kræver redegørelse fra Danske Bank i gældssag

Erhvervsminister Simon Kollerup forventer, at Danske Bank betaler penge tilbage til kunder hurtigst muligt.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er rystet over sagen om Danske Bank, der har indkrævet for meget gæld fra tusindvis af kunder. Han kræver nu en redegørelse fra banken. (arkivfoto).
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er rystet over sagen om Danske Bank, der har indkrævet for meget gæld fra tusindvis af kunder. Han kræver nu en redegørelse fra banken. (arkivfoto).

180Graders Redaktion,

01/09/2020

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er rystet over sagen om Danske Bank, der har inddrevet for meget gæld fra tusindvis af kunder.

- Alle skal kunne have tillid til deres bank. Jeg er rystet over, at det her kan ske, og at det går ud over så mange danskere, udtaler han i en skriftlig kommentar.

Søndag kunne TV2 og Berlinske afsløre, at banken har inddrevet for meget gæld fra op mod 15.000 kunder.

Årsagen er blandt andet en alvorlig fejl i bankens inkassosystem.

Ifølge TV2 og Berlingske har fejlene stået på i så lang tid, at Danske Bank ikke længere har overblik over, hvem der har betalt for meget tilbage.

Erhvervsministeren vil nu have en forklaring fra Danske Bank.

- Jeg forventer, at banken rydder op i den her sag, og at de bankkunder, det er gået ud over, får deres penge tilbage så hurtigt som overhovedet muligt, siger han.

- Jeg vil nu bede Danske Bank om en redegørelse af, hvordan de har håndteret deres kunder i denne her sag. Og hvordan de har tænkt sig at rette op på det.

Ifølge TV2 og Berlingske skal 100.000 kunder nu undersøges for at klarlægge, hvem der har betalt for meget tilbage til banken.

Simon Kollerup hæfter sig ved, at det tilsyneladende er de mest sårbare kunder, der har været ramt af fejlen.

- Det er kunder, der i forvejen står i en svær situation. Jeg vil gerne understrege, at det er bankens og ikke kundernes ansvar at holde styr på det, siger han.

Kilde: /ritzau/