Radio Louds bagmænd skal undersøges: Mistænkes for at stikke skattekroner i lommen

Radio- og tv-nævnet vil føre tilsyn med ni lokale radio- og tv-stationer efter mistanke om snyd med støtte.
Kulturminister Joy Mogensen (S) er kaldt i åbent samråd om udbuddet af en ny digital public service-radiokanal på Christiansborg, onsdag den 27. maj 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kulturminister Joy Mogensen (S) er kaldt i åbent samråd om udbuddet af en ny digital public service-radiokanal på Christiansborg, onsdag den 27. maj 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

180Graders Redaktion,

29/05/2020

Radio- og tv-nævnet vil holde ni lokale radio- og tv-stationer, der alle er ejet af Radio Louds medejere, under opsyn.

Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af et notat fra kulturminister Joy Mogensen (S).

Tilsynet er nedsat, efter at mediet Journalista har rejst tvivl om, hvorvidt en eller flere af Louds ejere misbruger offentlige midler.

De Radikales medieordfører, Jens Rohde, mener, at meget tyder på, at der foregår snyd med offentlige midler.

Ifølge ham har blandt andet de sydfynske radio- og tv-stationer et åbenlyst samarbejde med den kommercielle kanal Radio Diablo.

Jens Rohde påpeger ifølge Jyllands-Posten, at de sydfynske lokalradioer ikke selv producerer mere end to timers radio om ugen, fordi de genbruger nyhedsudsendelser fra Radio Diablo.

Det er de samme personer, som står bag lokalstationerne og Radio Diablo, og de lokale kanaler har også adresse på samme sted som Radio Diablo. Samme adresse hører Radio Louds nyhedsredaktion til på.

Bag de ni radio- og tv-stationer står Radio Louds medejere Martin Brandt Larsen, Morten Krarup Nielsen og brødreparret Ole og Søren Klinkby Hansen.

Over for Jyllands-Posten kalder Martin Brandt Larsen beskyldningerne "usande og usmagelige".

- Jeg overholder lovgivningen, og jeg er faktisk rigtig glad for, at de sætter gang i det tilsyn, så vi kan vise, at det hele er det pure opspind.

- Jeg skal heldigvis kun stå til regnskab for Radio- og tv-nævnet og Vor Herre, siger han til avisen.

Han forklarer, at der slet ikke er penge at putte i lommen, når først omkostningerne ved at lave radio er dækket.

Desuden afviser han, at lokalradioerne genbruger nyhedsudsendelser fra Radio Diablo.

- Vi bruger jo de samarbejdsmuligheder, vi har. Men vi genbruger ikke noget, lyder det.

Brødrene Klinkby og Morten Krarup Nielsen mener heller ikke, at der er hold i beskyldningerne, skriver Jyllands-Posten.

Nævnet vil under tilsynene undersøge stationernes regnskaber og indhold.

Kilde: /ritzau/