Partier vil have massiv udredning af regeringens corona-håndtering

Fem uvildige eksperter skal have adgang til interne regeringspapirer i en udredning, mener partier.
Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af samfundet 11. marts under coronaudbruddet. (Arkivfoto).
Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af samfundet 11. marts under coronaudbruddet. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

20/05/2020

Fem eksperter med forskellig videnskabelig baggrund skal i et halvt år frikøbes af Folketinget til at gennemføre en hurtig udredning af regeringens og myndighedernes håndtering af coronakrisen.

Det mener Venstre, De Radikale, Dansk Folkeparti og De Konservative. Og da Liberal Alliance også støtter forslaget, kan man dermed danne et flertal uden om regeringen.

Det skriver Politiken.

Partierne vil onsdag foreslå det på et møde i Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.

Eksperterne skal sikres adgang til alle centrale regeringsdokumenter i perioden fra årsskiftet hen over nedlukningen og frem til genåbningsfasens begyndelse, skriver Politiken.

Udredningen skal være forankret i Folketinget, som skal udstyre ekspertgruppen med adgang til alle relevante sagsakter og notater fra de ministerier og styrelser, der har været involveret i coronaindsatsen.

Ekspertgruppen skal også have mulighed for at interviewe centrale politikere og embedsfolk som Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut. Det skal dog gøres frivilligt for de involverede at møde op.

Det er Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, der i de seneste dage har skrevet forslaget sammen, som ser ud til at kunne samle flertal uden om regeringen.

- Det er vigtigt, at det ikke er statsministeren, der evaluerer sig selv, men at det er Folketinget og uafhængige eksperter, der evaluerer regeringens og myndighedernes indsats, siger han til Politiken.

Regeringens støtteparti De Radikale vil som nævnt gerne være medforslagsstiller.

Gruppeledelsesmedlem Andreas Steenberg (R) betegner det som afgørende, at eksperterne skal have adgang til alle dokumenter.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har selv tidligere argumenteret for en evaluering af coronaindsatsen, men dog uden at præcisere dens indhold.

Kilde: /ritzau/