Partier afviser flere tvangsanbringelser før ventet udspil

Op til ventet udspil om "barnets lov" taler støttepartier og opposition mod flere tvangsanbringelser af børn.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er "meget enig" med Mette Frederiksen i forhold til ambition om flere adoptioner og tidligere anbringelser.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er "meget enig" med Mette Frederiksen i forhold til ambition om flere adoptioner og tidligere anbringelser.

180Graders Redaktion,

21/11/2020

Alle Folketingets partier - bortset fra Socialdemokratiet - afviser ambitioner om at tvangsanbringe flere børn. Det skriver Politiken lørdag.

I sin nytårstale talte statsminister Mette Frederiksen (S) om, at flere udsatte børn skal tvangsfjernes og bortadopteres tidligere fra deres forældre.

For tiden arbejder socialminister Astrid Krag (S) på en såkaldt "barnets lov", der snart ventes at blive præsenteret.

Men både opposition og regeringens støttepartier står ifølge Politiken samlet i modstanden mod at tvangsanbringe flere børn, hvis det skulle blive en del af et udspil til "barnets lov".

Til avisen peger De Radikales socialordfører, Rasmus Helveg Petersen, på, at tidligt anbragte klarer sig dårligere end dem, der ikke bliver anbragt.

- Der er flere hjemløse, flere kriminelle, flere uden uddannelse. Vi har massiv dokumentation for, at anbringelsessystemet ikke leverer gode resultater. Det gør det svært at se fornuften i at putte flere ind i det, siger Helveg Petersen til Politiken.

Også Trine Torp fra støttepartiet SF er skeptisk i forhold til et fokus på flere anbringelser.

Hos det største oppositionsparti, Venstre, mener socialordfører Marie Bjerre, at der "mangler evidens" for flere anbringelser, skriver avisen.

Politiken har spurgt Astrid Krag til statsministerens ambition i nytårstalen, og Krag skriver, at hun er "meget enig" med Mette Frederiksen.

- Derfor har vi også sagt det åbent og klart, at vi mener, at flere børn skal have et nyt hjem tidligere. Det skal være gennem flere adoptioner og tidligere anbringelser, skriver Astrid Krag til Politiken.

Socialdemokratiets tanker om flere tvangsanbringelser fremgik også af et udspil tilbage i 2018 med navnet "Altid på børnenes side".

Kilde: /ritzau/