Mette Frederiksens højre hånd siger op

Martin Rossen, der har været omtalt som en de mest magtfulde folk i regeringen, skifter til Danfoss.
Stabschef Martin Rossen smiler, mens Mette Frederiksen taler med pressen efter regeringsforhandlinger på Christiansborg, mandag den 24. juni 2019. Tirsdag har han sagt sin stilling op. (Arkivfoto)
Stabschef Martin Rossen smiler, mens Mette Frederiksen taler med pressen efter regeringsforhandlinger på Christiansborg, mandag den 24. juni 2019. Tirsdag har han sagt sin stilling op. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

16/06/2020

Statsminister Mette Frederiksens (S) magtfulde stabschef og særlige rådgiver Martin Rossen forlader sin stilling, som ellers blev oprettet til ham. Han har fået job hos virksomheden Danfoss.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er både ked af og rigtigt, rigtigt ærgerlig over, at Martin Rossen stopper i Statsministeriet. Det er ingen hemmelighed, at han i snart ti år har været min nærmeste rådgiver og en meget tæt ven.

- Jeg ønsker Danfoss et stort tillykke, siger Mette Frederiksen om Martin Rossens afgang.

Rossen får stillingen som vicedirektør i Danfoss, der især er kendt for at producere termostater til radiatorer.

- Min beslutning om at skifte spor arbejdsmæssigt har været vemodig og krævet grundig overvejelse. Følelserne er meget store og modsatrettede.

- Danfoss er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg er vokset op på Als, og min mor var ansat i virksomheden. Danfoss spiller en vigtig rolle for, at verden lykkes med den grønne omstilling, siger Rossen.

Han får ansvar for kommunikation og public affairs, oplyser Danfoss.

I det politiske sekretariat i Statsministeriet indgår fortsat to særlige rådgivere og en sekretær.

Der er endnu ikke taget stilling til eventuelle omorganiseringer som følge af fratrædelsen.

Martin Rossen har strategisk haft en stor rolle i partiets højredrejning på udlændingepolitikken og venstredrejningen i den økonomiske politik, der har bragt Socialdemokratiet til magten.

Stillingen som stabschef i Statsministeriet blev oprettet til ham, og han har været en del omtalt i pressen, fordi kritikere frygtede, at han fik for meget magt uden at kunne stilles til ansvar. Statsministeren var derfor i samråd for at forsvare udnævnelsen.

Mette Frederiksen afviser dog pure, at Martin Rossen skulle være blevet en belastning for regeringen.

- Belastning? Nej, nej. Bare fordi pressen kritiserer en, så bliver man ikke en belastning i Socialdemokratiet. Så var der mange af os igennem tiden, der havde været en belastning.

- Der er forskel på kritik og at være en belastning. Han er selvfølgelig ikke en belastning, tværtimod, siger statsministeren.

Rossen har været medlem af koordinationsudvalget og økonomiudvalget, som er de to magtfulde udvalg, der koordinerer regeringens politik. Det er ellers kun de øverste folkevalgte topministre, der har plads der.

Det har været kritiseret ikke mindst af Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen. Han afviste tirsdag, at en mulig regering med ham i spidsen vil have embedsfolk placeret så højt oppe i regeringen.

- Jeg mener ikke, at der hører ikke-folkevalgte til i koordinationsudvalget og økonomiudvalget, medmindre de er ministre. Dem, der træffer beslutninger for os alle, må være underlagt demokratisk kontrol.

- Det er ikke super demokratisk, når det ikke er tilfældet. Og det er absolut ikke min hensigt med sådan en funktion i en regering under mig, siger han.

Kilde: /ritzau/<b