Kommuner skal teste to gange om ugen i genåbning

Borgmestre har fået til opgave at forberede sig på genåbning af grundskolen. Det medfører to test om ugen.
I øjeblikket er der kun halvt fyldt op på landets skoler grundet coronaretstriktioner. (Arkivfoto)
I øjeblikket er der kun halvt fyldt op på landets skoler grundet coronaretstriktioner. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

22/02/2021

Landets borgmestre er blevet bedt om at være klar til at kunne teste personale og elever to gange om ugen, når samfundet åbnes yderligere.

Det er meldingen fra en række borgmestre, som mandag formiddag har været til møde om skoleåbning og teststrategi med diverse ministre.

De nuværende coronarestriktioner udløber i denne uge, og i øjeblikket er det kun elever i 0.-4.-klasse, som modtager fysisk undervisning.

Men inden for kort tid er det muligt, at der kan komme flere elever på skolernes gange, fortæller John Brædder (Guldborgsundlisten), der er borgmester i Guldborgsund.

- Det tyder i hvert fald på en gradvis genåbning af folkeskolerne, som de satser på 1. marts. Der er ikke nogen konkret melding på det. Den forventer de (regeringen, red.) at kunne give onsdag.

- Det hænger sammen med, at regeringen først her til morgen (mandag, red.) har fået de sidste beregninger, den skal bruge for at træffe beslutningen, siger han.

Der blev på mødet ikke præciseret, hvorvidt det i givet fald vil være alle elever eller eventuelt kun afgangselever, som kan vende tilbage. Eller om første fysiske skoledag vil blive 1. marts.

- Man ved det ganske enkelt ikke, siger John Brædder.

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), bekræfter på Facebook, at der fra 1. marts skal testes to gange ugentligt.

- Det bliver kommunens ansvar at teste på grundskolerne (fra 0.-10.-klasse.), også fri- og privatskoler. De mobile teststeder, som ikke har været den store succes, bliver skåret kraftigt ned, skriver Wilbek.

Ifølge borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler (K) holder regeringen dog fortsat kortene tæt til kroppen.

- Der er en forventning om, at der bliver en begrænset genåbning af samfundet - noget landsdækkende, noget regionalt - men vi har ikke fået en præcis viden om, hvad der kommer til at blive lukket op, siger han.

John Brædder tolker mødet, som om der arbejdes hen imod en regional genåbning. Men der blev ikke sagt noget specifikt på mødet om detailhandlen, oplyser Guldborgsund-borgmesteren.

- Min fornemmelse er, at man går efter grundskolerne først, og så vurderer man nøje i forhold til detailhandlen bagefter.

Fra regeringen var det sundhedsminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) samt Ane Halsboe-Jørgensen (S), uddannelses- og forskningsminister, som deltog ved mødet.

Hækkerup siger efter mødet, at han ikke tror, at der er mulighed for at åbne i hele Danmark 1. marts, men dog nogle steder.

- Test er en utrolig vigtig ingrediens i det at kunne åbne samfundet igen, siger justitsministeren.

- Nu har vi haft åbnet for 0.-4.-klasse, hvor kommunerne faktisk har etableret testkapacitet i forhold til personalet. Det har vist sig at fungere ret godt, og det er i virkeligheden det system, man bygger oven på, siger Hækkerup.

Efter planen vil regeringen onsdag melde ud, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner der vil blive forlænget efter 28. februar.

Kilde: /ritzau/