Jeppe Kofod: "Dybt bekymrende", at USA trækker sig fra WHO

USA's beslutning om at trække støtte til WHO skader indsats mod alvorlige sygdomme, siger udenrigsministeren.
USA's præsident, Donald Trump, meddelte fredag, at hans land trækker støtten til WHO, hvilket vækker bekymring også fra dansk side. (Arkivfoto)
USA's præsident, Donald Trump, meddelte fredag, at hans land trækker støtten til WHO, hvilket vækker bekymring også fra dansk side. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

02/06/2020

Regeringen ser med stor alvor på, at USA's præsident, Donald Trump, fredag meddelte, at hans land vil trække støtten til Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det meddeler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) søndag.

- Jeg må sige, at udmeldingerne fra USA, som er WHO's største donor, er dybt bekymrende.

- Her midt i en global pandemi har vi brug for et stærkt, aktivt og effektivt WHO. Det bidrager den nuværende debat desværre ikke til, udtaler Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.

EU opfordrede lørdag Donald Trump til at genoverveje beslutningen om at trække sig ud af WHO.

- I lyset af den globale trussel er tiden nu til at forbedre samarbejdet og de fælles beslutninger. Handlinger, der svækker internationale resultater, skal undgås, sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, i en erklæring.

Jeppe Kofod håber, at Donald Trump vil være lydhør, også set i lyset af coronakrisen.

- Et WHO uden USA vil have negative konsekvenser ikke bare for organisationen, men også for den globale indsats mod Covid-19 og andre alvorlige sygdomme som for eksempel polio.

- Det rammer ikke mindst udviklingslandene, som har hårdt brug for støtte fra WHO, udtaler Jeppe Kofod.

I april suspenderede Donald Trump pengestrømmen til WHO og beskyldte organisationen for at fremme Kinas "falske informationer" om coronaudbruddet.

Mandag i sidste uge skruede han yderligere op for retorikken. Det skete i et brev til WHO 's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Heri nævnte Trump en lang række forhold, som han fandt kritisable.

- Sker der ikke fundamentale forbedringer de næste 30 dage, vil jeg gøre den midlertidige suspendering af finansieringen af WHO permanent. Og jeg vil overveje vores medlemskab af organisationen, skrev Trump.

Kilde: /ritzau/