Jakob Ellemann-Jensens spindoktor trækker sig i protest

Rådgiveren Jesper Kraft forlader Jakob Ellemann-Jensens side efter uenighed om strategiske beslutninger.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

180Graders Redaktion,

29/06/2020

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens rådgiver Jesper Kraft fratræder sin stilling.

Rådgiveren oplyser i opslag på de sociale medier herunder Twitter, at han omgående stopper som rådgiver for Venstre-formanden.

- Da jeg blev rådgiver for Jakob, lovede jeg, at jeg altid ville sige tingene ærligt og uden omsvøb. Det har jeg gjort.

- Men det er svært at fungere godt som rådgiver i længden, hvis man for ofte er uenig i de strategiske beslutninger og den politiske retning, der bliver konsekvensen. Og så må vores veje skilles.

- Jeg havde gerne set det anderledes, men intet varer evigt.

Venstre bekræfter i en meddelelse, at Jesper Kraft stopper som rådgiver. Paritet nævner intet i sin meddelelse om uenigheder om beslutninger eller politisk retning.

Her takker Jakob Ellemann-Jensen for samarbejdet med Jesper Kraft både i tiden som Venstre-formand, men også dengang Jesper Kraft var rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen som miljø- og fødevareminister.

- Siden vores tid sammen i ministeriet og min første tid som formand har udfordringerne ændret sig, og derfor justerer jeg nu på mit hold, og Jesper stopper i Venstre, siger Venstre-formanden i meddelelsen.

I januar skrev det politiske medie Altinget et portræt af Jesper Kraft, hvor han blev beskrevet således:

- Jesper Kraft er en politisk encyklopædi på to ben med et enormt flair for substansen og en mindst lige så veludviklet humoristisk sans som sin chef.

- Men han er også en egensindig fyr med en lidt kantet facon, som nogle slår sig på, andre bliver dybt imponerede af, men ingen undgår at lægge mærke til, vurderer en lang række af de kilder, Altinget har talt med.

Her beskrives Jesper Krafts vej ind i Venstre som startende ved et møde med tidligere justitsminister Søren Pind tilbage i 2003 på Københavns Universitet.

Siden arbejdede Kraft som studentermedhjælper for både Søren Pind, Peter Christensen og Karen Ellemann.

Politiske beskrives han som optaget af værdipolitik og placeret på højrefløjen i partiet på det område.

Kilde: /ritzau/