Foreninger: Finanslov handler ikke nok om klima

Der er ikke en modsætning mellem den grønne omstilling og skabelse af arbejdspladser, mener naturforeninger.
Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, mener, at regeringen med finanslovsudspillet misser en chance for at få Danmark nærmere sit klimamål. (Arkivfoto).
Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, mener, at regeringen med finanslovsudspillet misser en chance for at få Danmark nærmere sit klimamål. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

01/09/2020

Regeringen misser med sit udspil til finansloven 2021 en vigtig chance for at genoprette økonomien på en måde, der sætter skub i den grønne omstilling.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden.

Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, er "forundret over, at klimaet stort set er fraværende i regeringens udspil".

For hun mener ikke, at der behøver at være en modsætning mellem den grønne omstilling og at håndtere coronakrisen og styrke dansk økonomi.

- Det er fortvivlende, at man ikke bruger den nuværende svære situation til at sætte fuld turbo på den grønne omstilling, siger hun.

- Vi ved, at klimatiltag som eksempelvis energirenovering af vores boliger og naturgenopretning kan skabe rigtig mange arbejdspladser.

Også Jacob Fjalland, der er miljøfaglig chef for WWF Verdensnaturfonden, mener, at udspillet viser "svage og uambitiøse takter" i forhold til den grønne dagsorden.

- I forhold til, at regeringen vandt et klimavalg, så er det temmelig skuffende, hvad vi ser i finanslovsudspillet her, siger han.

- Regeringen burde have allokeret flere midler til de grønne områder, hvor man ved, at der kan skabes arbejdspladser. Der er masser af eksempler på, at naturbeskyttelse kan skabe arbejdspladser og en stærkere oplevelsesøkonomi, men det står meget svagt i regeringens udspil, siger han.

Regeringen har lagt op til, at investeringer fra en pulje på 9,2 milliarder kroner, som er afsat til at håndtere virkningerne af corona, skal have et grønt perspektiv.

Den udmelding får ros fra både WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Men begge organisationer påpeger, at det hverken er bindende eller særlig konkret.

- Jeg ville ønske, at man mere tydeligt sagde, at det her skal være en grøn pulje. Men det gør man ikke, siger Maria Reumert Gjerding.

- Hvis vi skal have en chance for at nå vores klimamål om CO2-reduktion i 2030 på 70 procent, kan man som regering ikke forpasse en eneste chance for at sætte gang i den grønne omstilling.

Kilde: /ritzau/