Eva Kjer udfordrer Søvndal i kamp om borgmesterpost

Det kan blive velkendte landspolitiske navne, der næste år kommer til at kæmpe om borgmesterposten i Kolding.
Tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) vil forsøge at blive Venstres kandidat til borgmesterposten i Kolding Kommune. (Arkivfoto)
Tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) vil forsøge at blive Venstres kandidat til borgmesterposten i Kolding Kommune. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

09/09/2020

Når Jørn Pedersen (V) stopper som borgmester i Kolding Kommune efter kommunalvalget næste år, kan han få et velkendt navn som afløser.

Folketingsmedlem og tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) fortæller til JydskeVestkysten, at hun vil gå efter at afløse Jørn Pedersen, der har været borgmester i Kolding siden efter kommunalvalget i 2009.

- Nu har jeg knoklet for Kolding i næsten 30 år på Christiansborg, og nu er jeg klar til at gøre det i en anden sammenhæng, siger hun til avisen. Hun blev valgt ind i Folketinget i 1990.

Over for Ritzau fortæller Eva Kjer Hansen, at en borgmesterpost i Kolding vil betyde, at hun stopper med at være folketingsmedlem.

- Hvis det lykkes både at blive spidskandidat og så senere ved valget at kunne samle et flertal, så Venstre fortsat har borgmesterposten i Kolding, så forlader jeg selvfølgelig Christiansborg, siger hun.

56-årige Eva Kjer Hansen vil først skulle vælges ved en generalforsamling hos Venstre i Kolding. Hun er Kolding Syd Kredsens kandidat til Folketinget.

Ifølge JydskeVestkysten skal generalforsamlingen afholdes i oktober.

Det ser ud til, at Eva Kjer Hansen må ud i kampvalg om at blive Venstres kandidat ved kommunalvalget, der afholdes 16. november næste år.

Partifællen Jakob Ville, der sidder i byrådet i Kolding Kommune, har meddelt, at han går efter at blive borgmester.

Eva Kjer Hansen fortæller, at hun blev overrasket, da Jørn Pedersen i august meddelte, at han ville stoppe efter valget næste år.

- Det er så væltet ind med opfordringer fra mit bagland i Kolding om, at nu synes de, at der er brug for mit engagement lokalt, siger hun.

Opfordringerne gjorde indtryk på den tidligere Venstre-minister.

- Det gør, at jeg seriøst har måttet overveje, om det ikke var det, jeg skulle gøre fortsat som min indsats i Venstre, og det har jeg nu stillet mig til rådighed for, siger hun.

Eva Kjer Hansen har bestridt en række ministerposter, og hun var senest fiskeri- og ligestillingsminister samt minister for nordisk samarbejde.

I februar 2016 måtte hun trække sig som miljø- og fødevareminister.

Det skete efter anklager om, at hun havde undermineret hensyn til miljøet i den såkaldte landbrugspakke.

Hendes afgang skete efter pres fra den daværende V-regerings støtteparti De Konservative, der krævede hendes afgang.

Lidt over to år senere hev daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hende ind på ministerholdet igen.

Efter at VLAK-regeringen mistede regeringsansvaret ved folketingsvalget i juni sidste år, har hun bestridt en række udvalgsposter i Folketinget, blandt andet som formand for Europaudvalget og som medlem af Finansudvalget.

For nylig meddelte tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at han vil forsøge at blive borgmester i Kolding.

Den tidligere SF-formand er i øjeblikket regionsrådsmedlem for partiet i Region Syddanmark, hvor han blev en stor stemmesluger ved regionsrådsvalget i 2017.

Kilde: /ritzau/