Anklager kræver fire måneders fængsel til Rasmus Paludan

Stram Kurs-leder nægter sig skyldig i alle 14 forhold, som behandles ved Retten i Næstved. Dom ventes torsdag.
Rasmus Paludan stillede med sit parti, Stram Kurs, op til folketingsvalget i 2019. Partiet fik lidt over 63.000 stemmer og blev dermed ikke valgt ind. (Arkivfoto)
Rasmus Paludan stillede med sit parti, Stram Kurs, op til folketingsvalget i 2019. Partiet fik lidt over 63.000 stemmer og blev dermed ikke valgt ind. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

24/06/2020

Rasmus Paludan, der er partileder for Stram Kurs, bør få op til fire måneders ubetinget fængsel, hvis han dømmes for alle 14 lovovertrædelser.

Det er kravet fra specialanklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, da hun onsdag kommer med sine afsluttende bemærkninger i Retten i Næstved.

Her er Rasmus Paludan blandt andet tiltalt for ærekrænkelse og for at bringe en anden persons liv eller førlighed i fare.

Halvdelen af anklagerne handler om overtrædelser af straffelovens paragraf 266b, som ofte omtales som racismeparagraffen.

Anklagemyndigheden mener, at Rasmus Paludan i flere tilfælde er kommet med udtalelser, som forhåner eller nedværdiger bestemte grupper på baggrund af eksempelvis etnicitet, religion eller hudfarve.

Alene overtrædelserne af paragraf 266b skal give mellem 60 dage og tre måneders ubetinget fængsel, hvis han bliver kendt skyldig, lyder det.

Partilederen har undervejs i retssagen fortalt, at hans udtalelser er en væsentlig del af det at føre politik og have en demokratisk debat.

Derudover mener han ikke, at han taler om en bestemt gruppe, men at der for eksempel i forhold til kommentarer om "kriminelle samfundstabere" både kan være tale om etniske danskere og ikke-etniske danskere.

Omtalte eksempel blev sagt til en Stram Kurs-demonstration i Skælskør i 2018 og senere offentliggjort på det sociale medie YouTube.

Samme budskab fremlægger Paludans forsvarer, Jens Hedegaard, under onsdagens procedure.

Han siger, at fordi Rasmus Paludan er partiformand skal det kunne tåles at diskutere holdninger, og at dommen i stedet falder i stemmeboksen.

- Så kan man tage en demokratisk beslutning om, hvor man lægge sig henne i forhold til flygtninge- og indvandrerpolitik, siger forsvareren.

Paludan er ligeledes tiltalt for at have bragt en anden persons liv eller førlighed i fare under en episode i Sorø i 2019, hvor en ung mand endte på kølerhjelmen af Paludans bil.

Ifølge forsvareren var der i den konkrete situation tale om nødværge, da Paludan har fortalt, at han frygtede for sit liv. I så fald vil hændelsen være straffri.

Anklageren mener derimod, at straffen skal lyde på 40 dages ubetinget fængsel for dette forhold.

Partilederen skal ligeledes frakendes sit kørekort i to år, og så skal Paludan, der også er advokat, frakendes retten til at arbejde med straffesager og sager om fri proces "indtil videre", lyder det.

- Såfremt han bliver dømt i alle forhold, er han uværdig til den agtelse og tillid, siger Susanne Bluhm med henvisning til advokathvervet.

Der ventes at falde dom i sagen torsdag klokken 14.

Rasmus Paludan nægter sig skyldig i alle anklager.

Kilde: /ritzau/