Kinas aktiemarked styrtdykker som følge af virusfrygt

Børsen i Shanghai åbnede mandag med store kursfald. Investorer er bekymrede for påvirkning fra virusudbrud.
I Shanghai åbnede aktiemarkedet mandag med store kursfald. Det er første handelsdag efter fejringen af det kinesiske nytår, og efter at et udbrud af et nyt coronavirus har sat dele af samfundet i stå. (Arkivfoto).
I Shanghai åbnede aktiemarkedet mandag med store kursfald. Det er første handelsdag efter fejringen af det kinesiske nytår, og efter at et udbrud af et nyt coronavirus har sat dele af samfundet i stå. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

03/02/2020

Aktiemarkederne i Kina er mandag åbnet blodrødt, efter at de har været lukket siden 23. januar som følge af det kinesiske nytår.

I den periode har udbruddet af et nyt coronavirus spredt sig fra byen Wuhan i den centrale del af Kina til resten af landet og over 20 andre lande.

På børsen i Shanghai faldt det toneangivende indeks med næsten ni procent, umiddelbart efter at handlen gik i gang mandag. Også på Kinas anden aktiebørs i Shenzhen faldt indekset med mellem otte og ni procent.

De store fald skyldes ifølge nyhedsbureauet AFP bekymring blandt investorerne for de økonomiske konsekvenser af virusudbruddet, som har sat dele af samfundet i stå.

Ifølge den seneste officielle opgørelse fra sundhedsmyndighederne i Kina har udbruddet kostet over 360 mennesker livet. Da aktiemarkederne gik på ferie 23. januar, var dødstallet på 17.

Kinas centralbank, People's Bank of China, meddelte søndag, at den vil tilføre de finansielle markeder milliarder af yuan.

Banken oplyste, at den fra mandag lancerer et program, som har til hensigt at pumpe 174 milliarder dollar - eller knap 1200 milliarder kroner - ind i økonomien.

Ifølge centralbanken skal støtteprogrammet hjælpe til med at fastholde "en rimelig og rigelig likviditet" i det kinesiske banksystem. Programmet skal også sikre mere stabilitet på valutamarkedet.

Mandag ligger den kinesiske yuan svækket over for dollar og andre hovedvalutaer. Også priserne på kobber, bly, aluminium og zink falder på rårvaremarkedet i Shanghai.

Kinas økonomi, der er verdens næststørste efter USA, ventes at blive påvirket af krisen, som blandt andet har udløst midlertidige fabrikslukninger.

- Det her kommer til at vare et stykke tid, siger økonom Iris Pang fra finanshuset ING til nyhedsbureauet Reuters.

- Det er uvist, hvilke fabriksarbejdere og hvor mange af dem, som vil vende tilbage til deres fabrikker. Vi har ikke set nogle virksomhedsregnskaber siden udbruddet af coronavirus. Restauranter og detailhandelen kan have meget begrænset omsætning, siger hun.

Det anerkendte Oxford Economics mener også, at virusudbruddet bremser økonomien.

- Den kortvarige påvirkning på det kinesiske bruttonationalprodukt vil sandsynligvis være stor, skriver Oxford Economics i en analyse.

Kilde: /ritzau/AFP