Vermund: Facebook har indført en særlig beskyttelse af islam

Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund langer hårdt ud efter Facebook som reaktion på det sociale medies censur af en række islamkritikere. Hun mener, at Facebook har indført "en særlig beskyttelse af islam".
Pernille Vermund. (Foto: Nye Borgerlige)
Pernille Vermund. (Foto: Nye Borgerlige)

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/01/2020

Facebooks censur har på det seneste været et stadigt mere omdiskuteret emne. Det sociale medie er nemlig begyndt at gå mere hårdt og kontant til værks ved at censurere og udelukke visse brugere og ytringer efter nogle retningslinjer, der ikke altid er til at gennemskue.

Senest har flere medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, herunder nuværende formand Aia Fog samt stifter og tidligere formand Lars Hedegaard, fået slettet deres Facebook-profiler.

Facebooks tiltagende censur er også faldet Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund for brystet, og i et Facebook-opslag langer hun hårdt ud efter det sociale medie.

Ifølge Vermund går Facebook især efter de, der kritiserer islam. Spørger man hende, har Facebook indført "en særlig beskyttelse af islam".

- Skal minoriteter fredes for hård og negativ kritik?, spørger Vermund indledende.

- Det mener facebook åbenbart. Og ifølge Berlingske er det en af årsagerne til, at min ven Lars Hedegaard og en række andre danskere nu har fået slettet deres facebookprofiler.

Pernille Vermund understreger, at vold, trusler og injurier ikke skal tolereres, men at "hård, negativ kritik" er et vilkår i et demokrati.

Hun mener, at det er problematisk, at Facebook stempler islamkritik som "hadefulde angreb". Ifølge Vermund er folk i deres fulde ret til at kritisere islam, også på Facebook. Desuden er det misforstået af Facebook at kalde muslimer for en minoritet, mener hun.

- Konkret ønsker facebook at begrænse kritikken af den ‘minoritet’, der bekender sig til islam. En ‘minoritet’, der slet ikke burde betegnes som en minoritet al den stund, at islam er verdens næststørste og hurtigst voksende religion, skriver Nye Borgerlige-formanden.

For at beskytte den muslimske minoritet har Facebook ifølge Pernille Vermund kategoriseret flere islamkritikere som "hadprædikanter".

- Facebook har således indført en særlig beskyttelse af islam, erklærer hun.

Vermund fortæller endvidere, at Nye Borgerlige for to måneder siden havde justitsministeren i samråd om Facebooks censur, og at partiet på baggrund af den seneste udvikling vil tage sagen op igen.

Hun understreger dog, at Facebook er et privat medie og således selv må fastsætte sin retningslinjer og regler.

Alligevel er der dog nogle overvejelser, som politikerne bør gøre sig for at komme Facebooks "monopollignende stilling" i møde, mener Pernille Vermund.

- Facebook er et privat medie og fastsætter således selv sine regler og retningslinjer. Men da Facebook har en monopollignende stilling i Danmark, har mediet en meget stor indflydelse på samfundsdebatten og demokratiet. Derfor bør Facebook politisk stilles over for valget imellem at være ‘udbyder’ uden ret til censur eller ‘publicist’ med redaktøransvar og ret til censur.