Demokraternes formand i Iowa trækker sig efter valgkaos

Formand for Det Demokratiske Parti i Iowa påtager sig ansvar for optællingsfiasko ved vælgermøder og går af.
Troy Price forlader posten som formand for Det Demokratiske Parti i Iowa, efter at resultatet fra partiets vælgermøder i delstaten blev forsinket med en uge. (Arkivfoto).
Troy Price forlader posten som formand for Det Demokratiske Parti i Iowa, efter at resultatet fra partiets vælgermøder i delstaten blev forsinket med en uge. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/02/2020

Formanden for Det Demokratiske Parti i Iowa, Troy Price, trækker sig fra posten, efter at partiets vælgermøder i delstaten 3. februar endte i kaos på valgnatten.

Det rapporterer NBC News.

- Jeg er dybt ked af det, der skete, og bærer ansvaret for alle eventuelle fiaskoer på vegne af Iowas Demokratiske Parti, siger Troy Price ifølge den amerikanske tv-station.

Resultatet af Demokraternes vælgermøder, de såkaldte caucuses, blev offentliggjort med en uges forsinkelse.

Det skyldtes ifølge partiets afdeling i Iowa et teknisk problem med en ny app, der skulle gøre det nemmere at indsamle resultaterne fra vælgermøderne.

- Det er ingen tvivl om, at processen med at indrapportere resultaterne ikke fungerede. Det var simpelthen ikke acceptabelt, udtaler Troy Price i en meddelelse.

En midlertidig formand for partiet i Iowa vil blive valgt på lørdag, siger han.

Republikanerne var ikke sene til at forsøge at slå politisk mønt af Demokraterne valgfiasko ved at betegne det som bevis på, at partiet er uorganiseret og ude af stand til at lede USA.

Iowas caucus var det første af de primærvalg, der afgør, hvem der skal repræsentere Demokraterne ved præsidentvalget i USA til november.

Den 38-årige eksborgmester Pete Buttigieg sikrede sig en snæver sejr på 0,1 procentpoint foran den 78-årige senator Bernie Sanders.

Onsdag afholdt New Hampshire som den anden delstat primærvalg. Her sluttede Bernie Sanders på førstepladsen foran Pete Buttigieg, og resultatet blev offentliggjort stort set på det forventede tidspunkt.

Republikanerne holder også primærvalg, men præsident Donald Trump har ingen seriøse udfordrere.

Kilde: /ritzau/