Forskere sætter antallet af smittede med mystisk Kina-virus til 1700

Forsker siger, at han er markant mere bekymret nu end for en uge siden. Men det er for tidligt at slå alarm.
Mens de kinesiske myndigheder har oplyst, at mindst 41 mennesker er blevet smittet med et nyt Sars-lignende virus, sætter forskere tallet til "langt over 1000". (Arkivfoto)
Mens de kinesiske myndigheder har oplyst, at mindst 41 mennesker er blevet smittet med et nyt Sars-lignende virus, sætter forskere tallet til "langt over 1000". (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/01/2020

Antallet af personer, som kan være smittet med et nyt Sars-lignende virus i Kina, er sandsynligvis markant højere end det, der officielt er meldt ud.

Det fremgår af en rapport offentliggjort fredag af forskere ved Center for Global Smitsom Sygdom og Analyse i London.

Mens de kinesiske myndigheder har oplyst, at mindst 41 mennesker er blevet smittet med virusset, der har sit epicenter i byen Wuhan, sætter forskerne tallet til "langt over 1000".

Forskerne vurderer således, at der har været 1723 virus-tilfælde i Wuhan frem til 12. januar.

Der er også blevet konstateret to tilfælde af det mystiske virus i Thailand og et i Japan. I begge lande har myndighederne udtalt, at det drejer sig om besøgende fra Wuhan.

- At Wuhan har eksporteret tre tilfælde til andre lande antyder, at der sandsynligvis er mange flere tilfælde end de, der er blevet rapporteret, siger professor Neil Ferguson, en af forfatterne til rapporten, til BBC.

- Jeg er væsentligt mere bekymret nu, end jeg var for en uge siden, siger han videre.

Professoren tilføjer, at "det er for tidligt at slå alarm".

I Kina er to personer hidtil døde af virusset. Senest døde en 69-årig mand i Wuhan onsdag.

Det nye virus er et corona-virus og menes at være i familie med virusset Sars, der kostede hundredvis af mennesker livet i Kina og Hongkong mellem 2002 og 2003.

Myndighederne mener, at det nye virus stammer fra et lokalt fiskemarked i Wuhan.

Der er ifølge de kinesiske myndigheder indtil videre ikke fundet tegn på, at virusset smitter mennesker imellem. Men det kan ikke afvises.

Amerikanske myndigheder oplyser fredag, at de vil begynde at screene fly fra Wuhan i lufthavnene i San Francisco og Los Angeles samt JFK-lufthavnen i New York.

Kilde: /ritzau/AFP