Angola kræver datter af ekspræsident hjem til retsforfølgelse

Statsadvokat beder Portugal, Dubai og andre lande om at hjælpe med at få Isabel dos Santos tilbage til Angola.
Isabel Dos Santos, der er datter af Angolas tidligere præsident og derudover er Afrikas rigeste kvinde, lever i dag i London og Lissabon. Men statsadvokaten i Angola vil gerne høre hendes forklaring, efter at hundredtusinder af dokumenter, der viser hvordan hun har opbygget sin milliardformue, er blevet frigivet. (Arkivfoto)
Isabel Dos Santos, der er datter af Angolas tidligere præsident og derudover er Afrikas rigeste kvinde, lever i dag i London og Lissabon. Men statsadvokaten i Angola vil gerne høre hendes forklaring, efter at hundredtusinder af dokumenter, der viser hvordan hun har opbygget sin milliardformue, er blevet frigivet. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/01/2020

Angolas statsadvokat vil bruge "alle midler" for at få Isabel dos Santos tilbage til hjemlandet.

Det siger han mandag til angolansk radio.

Milliardæren Dos Santos, der er datter af Angolas tidligere præsident og derudover er Afrikas rigeste kvinde, beskyldes for at have plyndret Angolas statskasse for enorme summer.

- Vi vil bruge alle midler og sætte internationale mekanismer i gang for at få Isabel dos Santos tilbage til landet, siger statsadvokaten, Helder Pitra Gros.

- Vi har bedt om international støtte fra Portugal, Dubai og andre lande, tilføjer han.

Det fremgår dog ikke, om Angola har udsendt en international arrestordre eller er ved at udarbejde en sådan.

Den 46-årige Isabel dos Santos opholder sig i dag først og fremmest i den britiske hovedstad, London, og i Portugals hovedstad, Lissabon.

Hun forlod Angola, da hendes far, José Eduardo dos Santos, måtte overdrage præsidentposten til efterfølgeren, Joao Lourenco, i 2017.

Isabel dos Santos har angiveligt opbygget en milliardformue gennem lyssky aftaler. Det fremgår af et omfattende læk af dokumenter, som gravergruppen International Consortium of Investigative Journalist (ICIJ) har fået adgang til.

Dos Santos anklages for, at hun gennem sin status som præsidentdatter sikrede sig favorable aftaler hos statslige selskaber i Angola.

Angolas myndigheder har tidligere anklaget hende for at have styret betalinger til en værdi på op mod en milliard dollar - over 6,7 milliarder kroner - fra de statslige olieselskaber Sonangol og Sodiam til sig selv og sin mand, Sindika Dokolo.

Angola er Afrikas næststørste olieproducent. Omkring 95 procent af eksportindtægterne kommer fra olie.

I slutningen af december blev Isabel dos Santos' midler indefrosset i Angola.

Statsadvokaten siger mandag, at "det var noget af et tilfælde, at hun fik besked om vores efterforskning i løbet af dagen og forlod landet om natten".

Han oplyser ikke, præcis hvornår hun udrejste af Angola.

Erhvervsmediet Bloomberg anslår, at hun har en formue på i alt 2,1 milliard dollar, svarende til omkring 14 milliarder kroner.

Dos Santos afviser selv at have gjort noget forkert. Hun har sagt, at efterforskningen er "politisk motiveret".

Kilde: /ritzau/AFP