Den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt har fået en toppost i FN, hvor hun skal bekæmpe skattely og skatteunddragere.
Ifølge Ekstra Bladet ejer hun andele i et selskab med direkte forbindelse til Jersey, der er kendt som et skattely.
Derudover sidder hun i to bestyrelser med direkte forbindelse til skattely.
Thorning-Schmidt ejer ifølge avisen selv 15.000 ejerandele i selskabet Safelane Global Holdings Limited, der er registreret i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal.
Det viser en redegørelse indleveret til det lokale selskabsregister. Ekstra Bladet har offentliggjort papirerne.
Thorning sidder også i bestyrelsen i Safelane Global. Og for tre måneder siden - 1. november 2019 - trådte Helle Thorning-Schmidt ind i den danske bestyrelse hos Carsoe Group A/S, der også har en direkte forbindelse til skattelyet Jersey.
- Jersey har nogle af de karakteristika, som er kendetegnende for det, man i daglig tale kalder et skattely. Blandt andet har de lav eller ingen selskabsbeskatning.
- Disse strukturerer er ikke kriminelle, men det er noget, som myndighederne igennem en årrække har haft i søgelyset, siger Anders Nørgaard Laursen, professor i international skatteret på Aarhus Universitet, til Ekstra Bladet.
Onsdag kom det frem, at Thorning-Schmidt skal være medformand for FN's panel mod skatteunddragelse og skattely. Hun skal være med til at forsøge at dæmme op for skatteunddragelse for at finansiere verdensmålene.
Hun bliver en af to formænd, hvor den anden er Nigers tidligere premierminister Ibrahim Mayaki.
Udnævnelsen vakte glæde hos den nuværende udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), der har viet en stor del af sit politiske liv til at bekæmpe skatteunddragelse.
- Vi skal gribe aktivt ind overfor den korrupte globale økonomiske elite, der profiterer på international skattefusk, korruption og skattely. Det skal bekæmpes. Det er hjerteblod for mig som udenrigsminister, sagde Jeppe Kofod onsdag i en pressemeddelelse i forbindelse med udnævnelsen.
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt.
Kilde: /ritzau/