Den socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen slipper for at få en egentlig næse af Folketinget, men bliver stadig tildelt en heftig kritik for at have tilbageholdt en central klima-regnefejl for sine folketingskolleger.
Det skriver Altinget.dk.
Regnefejlen betyder, at de klimabelastende lavbundsjorde i landbruget udgør 170.000 hektar og ikke 108.000 hektar, som man hidtil har troet.
Fejlen blev offentligt kendt i november, men i december blev det afsløret, at Mogens Jensen havde kendt til regnefejlen siden 1. september uden at orientere partierne.
Derfor møder han nu kritik fra et samlet flertal i Folketinget.
I et et brev til ministeren fra Miljø- og Fødevareudvalget bliver kritikken udpenslet.
Her skriver udvalget blandt andet, ”at ministeren skulle have orienteret udvalget løbende i sagen om den regnefejl, der gjorde, at de hidtidige opgørelser af lavbundsjorde var stærkt undervurderede”.
Samtlige partier i udvalget understreger desuden overfor Mogens Jensen, at han fremover skal orientere partierne ordentligt, da hans ageren i sagen om klima-regnefejlen var imod retningslinjerne for arbejdet i Folketingets udvalg.