Mette Frederiksen: Rige kommuner til at betale mere til fattige kommuner

Torsdag fremlægger den socialdemokratiske regering sit udspil til en udligningsreform. Helt centralt i denne er, at rige kommuner skal betale mere til de fattige kommuner.
Statsminister Mette Frederiksen på talerstolen når Tænketanken Europa afholder Europakonferencen 2020 i Industriens Hus i København tirsdag den 28. januar 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen på talerstolen når Tænketanken Europa afholder Europakonferencen 2020 i Industriens Hus i København tirsdag den 28. januar 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/01/2020

I forvejen betaler landets rigeste kommuner mange penge til de fattigere kommuner i landet. Det sker via en ordning om kommunal udligning. Nu mener Socialdemokratiet anført af statsminister Mette Frederiksen, at de rige kommuner skal betale endnu mere.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af Jylland, siger statsminister Mette Frederiksen i et interview med avisen Danmark.

Senere torsdag vil regeringen fremlægge det fulde udspil til en reform af den kommunale udligning. Allerede nu vil Mette Frederiksen dog løfte lidt af sløret for, hvilke kommuner, der kommer til at lide under den nye reform.

Gentofte Kommune vil ifølge den socialdemokratiske statsminister komme til at skulle betale mest, mens Kalundborg Kommune vil modtage et endnu større beløb fra de rige kommuner, end det er tilfældet i dag.

- Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund. Vi zoomer ind på de kommuner, der har det godt, oplever vækst, stigende beskæftigelse og højt skattegrundlag, og de kommuner, der oplever det modsatte med fraflytninger, store integrationsudfordringer, sociale udfordringer, lavere beskæftigelse, siger statsministeren.