Mette Frederiksen: Nogle er måske blevet overrasket over, at vi faktisk mener, hvad vi har sagt

Sparelinjen har fået en stærkere stemme i EU, mener statsminister Mette Frederiksen.
Den danske statsminister, Mette Frederiksen, ankommer til anden dag af topmøde om budgetforhandlinger om EU's flerårige finansielle ramme for 2021-2027.
Den danske statsminister, Mette Frederiksen, ankommer til anden dag af topmøde om budgetforhandlinger om EU's flerårige finansielle ramme for 2021-2027.

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/02/2020

Anden dag af de svære budgetforhandlinger i EU er i gang, og der er stadig ikke landet en aftale om EU's finansielle ramme for 2021-2027.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), har sammen med Holland, Sverige og Østrig - de sparsommelige fire, som de kaldes - brugt topmødets første dag på at cementere, at de står benhårdt fast på deres position om at spare på EU’s budget.

- Nogle er måske blevet lidt overrasket over, at vi faktisk mener, hvad vi har sagt.

- Vi fik fortalt dem, der måtte have tænkt, om de sparsommelige fire mener det, at det gør vi. Dermed tror jeg, at den mere budgetrestriktive linje har fået en stærkere stemme i EU, siger Mette Frederiksen.

Budgetrammen må ifølge de fire lande ikke overstige 1,00 procent af bruttonationalindkomsten (bni).

Det er dog langt fra det endnu højere forslag, som EU-præsident, Charles Michel, havde præsenteret forud for topmødet. Det lød på 1,074 procent af bni, og det har ingen af sparelandene ønsket at forhandle om. 

Bliver Charles Michels forslag stemt igennem, vil det således blive endnu dyrere at være medlem af EU.

Fredag formiddag mødes alle EU's stats- og regeringschefer igen med Charles Michel, efter at der natten igennem har været møder i forskellige mindre konstellationer mellem Charles Michel og medlemslandene.

Kilde: /ritzau/