Kulturinstitutioner får eftergivet gæld på 720 millioner kroner

En række låntagere får eftergivet deres lån, som de har optaget i Arbejdsmarkedets Feriefond.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har mandag landet en aftale, der betyder, at blandt andre museer og vandrerhjem får eftergivet milliongæld fra lån helt eller delvist. (Arkivfoto)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har mandag landet en aftale, der betyder, at blandt andre museer og vandrerhjem får eftergivet milliongæld fra lån helt eller delvist. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/01/2020

Det er mandag lykkedes at finde en løsning for blandt andet handicap- og kulturinstitutioner, som har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond.

Det meddeler Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Blandt andet mange museer rundt omkring i landet har gennem årene optaget lån, som de opfattede som donationer, men som det viste sig, at de reelt skulle betale tilbage.

Blandt de omkring 50 låntagere er Zoologisk Have, Fregatten Jylland, Randers Regnskov samt en række lokale vandrerhjem og museer.

Hver tredje låntager får afskrevet lånet fuldt ud. Resten får afskrevet deres lån med henholdsvis 90 procent og 80 procent.

Ifølge ministeriet er der i alt optaget lån for omkring 800 millioner kroner, og af de penge bliver cirka 720 millioner kroner afskrevet.

- Jeg synes, at sagen nu er landet rigtig fint, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

- Det er lykkedes at lande en løsningsmodel, hvor vi både tilgodeser låntagerne samtidig med, at der også er penge til at hjælpe udsatte familier til at få nogle gode ferieoplevelser.

- Jeg kan godt forstå, at låntagerne har været frustrerede. Det har været et langstrakt forløb, fordi reglerne omkring statsstøtte er komplicerede.

- Nu har dialogen med EU-Kommissionen båret frugt, og aftalekredsen er enige om, at det er den bedst mulige løsning, hvor vi tilgodeser alle hensyn, siger ministeren.

Hvis handicap- og kulturinstitutionerne fortsat har restgæld efter mandagens aftale, har de mulighed for at gøre to ting.

De kan enten betale resten af gælden eller vælge at overgå til et nyt lån, der skal løbe over 25 år til en rente på to procent.

Kilde: /ritzau/