Dansk Folkeparti vil have Danmark ud af EU ifølge folketingsmedlem og næstformand Søren Espersen. Partiet er hidtil blevet beskyldt for at være tavs om sit ønske om en dansk folkeafstemning, og om hvornår den skulle afholdes.
I et videoklip på videotjenesten YouTube forsøger han at "mane en myte i jorden, som har irriteret mig meget længe".
- Der er opstået en mærkelig myte i forhold til Dansk Folkeparti, det er det, man kalder fake news, hvor det bliver sagt, at Dansk Folkeparti vil blive i EU.
- Der er jeg nødt til at sige meget klart, Dansk Folkeparti mener, at Danmark skal ud af EU. Det er en irriterende myte, for det fortæller en forkert historie. Man forsøger at fordreje den slags, som er meget væsentlig for os, siger han.
Det er i så fald en myte, det har taget lang tid for Dansk Folkeparti at afkræfte, for når der er blevet spurgt ind til EU-holdningen, har svaret hidtil været, at man ville vente på brexit, der fandt sted for tre måneder siden.
Efter flere års tovtrækkeri fik briterne 31. januar deres brexit-aftale på plads. Det betyder, at de har en overgangsperiode til 31. december i år, hvor de forhandler det sidste på plads.
Briterne følger fortsat EU's regler og er en del af det indre marked frem til da. Derfor skal aftalen om det fremtidige forhold være på plads ved årets udgang.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har flere gange sagt, at Danmark også skal have en folkeafstemning om Danmarks forhold til EU, når Storbritannien fik sin aftale om udtræden på plads.
Det fik briterne i januar. Men det kan altså vente lidt endnu, lyder meldingen ifølge næstformanden.
- Vi venter på Storbritannien, for Danmark er en forholdsvis meget lille del af den europæiske økonomi. Vi kan ikke alene melde os ud nu og her, som nogle fantaster drømmer om.
- Men vi følger Storbritannien og ser, hvor de ender henne. Hvis de om et år eller to har en bæredygtig økonomi, hvilket jeg tror, så skal vi også i Danmark have en folkeafstemning på samme måde som englænderne, siger Søren Espersen.
I januar slog Kristian Thulesen Dahl fast, at han ikke vil kræve en folkeafstemning, før han ved, hvilken aftale det lykkes briterne at forhandle på plads. Det skal briterne og EU-systemet bruge resten af året på.
I forvejen var der spekulation om, hvorvidt det kunne nås, eller om briterne ville bede om udsættelse. På grund af coronakrisen kan det sidste vise sig at blive nødvendigt.
Kilde: /ritzau/