Demokratikommissionen er efter længere tids arbejde kommet med en række forslag, der skal være med til at forbedre det danske demokrati. Et af forslagene er, at unge ned til 16 år i en forsøgsordning skal kunne stemme til lokal- og europaparlamentsvalg, skriver Altinget.dk.
- Der er bred enighed i kommissionen om, at man ikke bare skal springe ud i at nedsætte valgretsalderen. Men det kan være fornuftigt at lave nogle pilotprojekter ved kommunal-, regional- eller EP-valg, siger Lisbeth Knudsen, der er tværgående chefredaktør ved Altinget og Mandag Morgen og formand for kommissionen.
Alternativet er begejstret for idéen, mens Venstre og Konservative er mere afvisende.
- Unge kan sagtens få kloge idéer og udtrykke deres ønsker i forhold til det nære miljø, siger Alternativets folketingsmedlem Torsten Gejl, der også er med i Demokratikommissionen.
Både politisk ordfører for Konservative Mette Abildgaard og Venstres Eva Kjer Hansen, der begge har siddet i Demokratikommissionen, er afvisende overfor forslaget.
- 18 år er det rigtige, fordi det er der, man bliver myndig. Det er der, man skal tage ansvar for sin stemme, siger Eva Kjer Hansen.
Demokratikommissionen er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere.