USA arrangerer fly til at evakuere diplomater i virusramt by

USA vil med fly evakuere amerikanske diplomater og enkelte private statsborgere fra coronavirussets epicenter.
I den kinesiske millionby Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter, er der indført begrænsninger af transport for at forhindre virusset i at sprede sig.
I den kinesiske millionby Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter, er der indført begrænsninger af transport for at forhindre virusset i at sprede sig.

Claes Kirkeby Theilgaard,

26/01/2020

USA vil arrangere en flytransport til at evakuere USA's udstationerede diplomater i den kinesiske millionby Wuhan, der er epicentret for det nye coronavirus, som hidtil har kostet flere end 50 personer livet.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium i en pressemeddelelse natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der vil også blive plads til et begrænset antal private amerikanske statsborgere i flyet, som på tirsdag den 28. januar skal flyve fra Wuhan til San Francisco.

I den forbindelse vil personer med størst risiko for at blive smittet med coronavirusset få førsteprioritet, fremgår det af meddelelsen.

- Kapaciteten vil være ekstremt begrænset, og hvis der ikke er plads til at transportere alle dem, der er interesserede, vil personer i høj risiko blive prioriteret først, skriver udenrigsministeriet.

De personer, der er blevet værst påvirket af smitten, har hidtil været ældre og folk med dårligt helbred.

Lørdag erfarede aviserne The Wall Street Journal og South China Morning Post, at både USA og Frankrig havde planer om at evakuere statsborgere og udstationerede fra Wuhan.

Her sagde en unavngiven kilde, at et fly med plads til omkring 230 personer skulle flyve fra Wuhan søndag.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har de franske myndigheder planer om at evakuere franske statsborgere i den kinesiske storby med bus.

Flere end 2000 personer er på globalt plan blevet smittet med det nye virus - langt de fleste i Kina.

I Wuhan, hvor hovedparten af de smittede befinder sig, har byens 11 millioner indbyggere ikke mulighed for at forlade byen, da myndighederne har lukket ned for trafikken i et forsøg på at begrænse spredningen af smitten.

Wuhan er hovedstad i den kinesiske provins Hubei. I provinsen er i alt 56 millioner mennesker ramt af forskellige transportbegrænsninger, som er indført for at holde smitten i skak.

Kilde: /ritzau/