Mette Frederiksen besøger danske jøder i Israel

Statsministeren er i Israel, hvor hun møder to danske jøder, der overlevede rædslerne fra Anden Verdenskrig.
Statsminister Mette Frederiksen møder to danske jøder i Israel - Robert og Jytte i Jerusalem.
Statsminister Mette Frederiksen møder to danske jøder i Israel - Robert og Jytte i Jerusalem.

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/01/2020

Statsminister Mette Frederiksen (S) er i Jerusalem for at markere 75-året for befrielsen af koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz i det tyskbesatte Polen.

Hun har mødt to danskere bosat i Israel, som fortæller om, hvordan de overlevede nazisternes folkedrab på Europas jøder under Anden Verdenskrig.

- Det er erindringer og historier, der i sig selv gør et meget stort indtryk.

- Når jeg spørger Robert og Jytte, som er danske overlevende, hvad der gjorde, at de flyttede til Israel, så er en del af begrundelsen, at de følte sig mere sikre på det tidspunkt (ved at leve i Israel, red.) end ved at være jøde i Danmark, siger Mette Frederiksen.

Hun fremhæver derfor regeringens kommende handlingsplan. Den skal gennem undervisning og folkeoplysning gøre opmærksom på antisemitismens omfang.

- Hvis det for nogen bunder i, at man ikke føler sig sikker i Danmark, så er det ikke godt nok. Det er selvfølgelig noget, vi gerne vil være opmærksomme på og i øvrigt er, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren mener, at der "ubetinget" er en tiltagende trussel mod jøder og peger på både de yderste højre- og venstrefløje samt indvandrermiljøet.

Dronning Margrethe nævnte antisemitisme i sin nytårstale, og Mette Frederiksen har selv taget antræk til at starte en national diskussion.

Spørgsmålet er igen aktuelt. Det skyldes blandt andet, at 84 jødiske gravsten blev skændet i Randers i november, hvor de formodede gerningsmænd tilhører det højreradikale miljø.

Desuden er der beskyttelse af flere jødiske institutioner som Synagogen efter angrebet i København i 2015, hvor Omar El-Hussein skød og dræbte to personer, herunder vagten Dan Uzan.

Det Kriminalpræventive Råd ser på anmeldte hadforbrydelser. Af seneste opgørelse fremgår det, at 63 af 112 religiøst motiverede hadforbrydelser i 2018 var rettet mod muslimer, mens 26 var rettet mod jøder.

Danmark spillede en særlig rolle for at redde de danske jøder under Anden Verdenskrig. Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 iværksatte den tyske besættelsesmagt i Danmark en aktion mod de danske jøder.

I en storstilet redningsaktion hjalp civile danskere 7000 jøder over Øresund til sikkerhed i det neutrale Sverige. 95 procent af de danske jøder nåede frem.

Mette Frederiksen havde under sit besøg lejlighed til at tale med Jytte, der flygtede i 1943 med et skib fra Islands Brygge, der fragtede kul og smuglede mere end 100 danske jøder i lastrummet.

- Pludselig hører de støvletramp. Men et ægtepar, der bor på Islands Brygge, får på en eller anden måde distraheret de tyske soldater.

- Han snakker, og hun brygger kaffe og hælder så meget fransk cognac på dem, at de glemmer at tjekke lastrummet og få signeret papirerne til skibet, der sejler afsted med de mere end 100 jøder, der overlever, siger Mette Frederiksen.

Robert, som Mette Frederiksen også mødte torsdag morgen, var dog ikke så heldig, idet han som teenager blev taget af tyskerne. Med en kreaturvogn blev han fragtet til koncentrationslejren Theresienstadt, som han dog overlevede.

Kilde: /ritzau/