En fredsaftale mellem Taliban og USA bliver måske underskrevet i denne måned, siger flere kilder til nyhedsbureauet Reuters.
- En aftale kan blive underskrevet i februar, hvis Taliban reducerer voldelige angreb betydeligt. En aftale kan føre til en tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Afghanistan, siger to anonyme afghanske regeringskilder og en vestlig diplomat til Reuters.
Udtalelserne kommer dagen efter, at den afghanske præsident, Ashraf Ghani, sagde, at der muligvis var sket et gennembrud i de forhandlinger, som USA har ført med Taliban i lang i Qatar.
Forhandlingerne har stået i stampe, fordi Taliban ikke klart har nedtrappet antallet af bombeanslag og andre angreb.
Der er for øjeblikket omkring 13.000 amerikanske soldater i Afghanistan samt adskillige tusinde NATO-soldater.
Taliban blev fjernet fra magten i Afghanistan ved en amerikanskledet invasion af landet efter al-Qaeda-angrebene i USA den 11. september 2001.
Kilde: /ritzau/Reuters