Danmark sender et hold til den kinesiske Hubei-provins for at hjælpe danskere i området i forbindelse med udbruddet af coronavirus.
Det oplyser Udenrigsministeriet på et pressemøde onsdag.
Udenrigsministeriet vil dermed give danskere, der opholder sig i området, mulighed for at komme hjem til Danmark.
Det skal ske ved hjælp af et fly med kriseberedskab fra Beijing.
Udenrigsministeriets Borgerservice har onsdag eftermiddag også valgt at ændre rejsevejledningen for Kina.
Det betyder, at at alle rejser til provinsen Hubei nu frarådes.
Ændringen i rejsevejledningen kommer, efter at flere luftfartsselskaber har indstillet flyvninger til og fra Kina.
Virussen har hidtil kostet flere end 130 mennesker livet i Kina. Samtidig er omkring 6000 smittet med virussen.
Den menes at stamme fra den kinesiske millionby Wuhan, men har i løbet af de seneste uger spredt sig til en række lande.
Kort inden Udenrigsministeriets pressemøde blev det første tilfælde af smitten registreret i Norden, da en kinesisk rejsende blev konstateret smittet i Finland.
Kilde: /ritzau/