Danske myndigheder fraråder rejser til virusramt kinesisk provins

Udbrud af coronavirus er alvorligt, mener Danmark, der fraråder borgere at rejse til provinsen Hubei i Kina.
Smittede med coronavirus får blandt andet feber og begynder at hoste. På billedet ses personale i beskyttelsesdragter, der går ud af et hospital i Wuhan.
Smittede med coronavirus får blandt andet feber og begynder at hoste. På billedet ses personale i beskyttelsesdragter, der går ud af et hospital i Wuhan.

Claes Kirkeby Theilgaard,

26/01/2020

Et udbrud af den potentielt dødelige coronavirus i Kina får danske myndigheder til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen i Kina.

- Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i sin opdaterede rejsevejledning søndag.

Virusset blev først opdaget i byen Wuhan i netop Hubei-provinsen i det centrale Kina i slutningen af december. Siden er der konstateret smittede i blandt andet Frankrig.

Over 55 personer i Kina har mistet livet på grund af coronavirus, og over 2000 er smittet på verdensplan. De fleste smittede er i Wuhan, og myndighederne har stoppet den offentlige transport i byen samt alle flyafgange til byen for at inddæmme smitten.

Personer, der er smittet med virusset, får en luftvejsinfektion, og symptomerne er blandt andet feber og hoste. Nogle får desuden vejrtrækningsbesvær.

Kinesiske sundhedsmyndigheder oplyste på et pressemøde søndag morgen, at det potentielt dødelige virus' evne til at sprede sig er blevet styrket. Derfor kan antallet af smittede stige yderligere, vurderer de.

Selv om der er registreret smittede også uden for Hubei-provinsen, er det kun den, som Udenrigsministeriets Borgerservice advarer at rejse til.

I Hongkong bør danske rejsende være forsigtige, men det skyldes en risiko for voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter.

Kilde: /ritzau/