Nu bliver det forbudt at jage disse fire fuglearter

Fuglearterne taffeland, havlit, fløjlsand og tyrkerdue må ikke længere indgå i jagt i Danmark.
Vildtforvaltningsrådet, som blandt andet tæller Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening, har anbefalet at friholde fire fuglearter fra jagt. Det er miljøminister Lea Wermelin (S) enig i. (Arkivfoto)
Vildtforvaltningsrådet, som blandt andet tæller Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening, har anbefalet at friholde fire fuglearter fra jagt. Det er miljøminister Lea Wermelin (S) enig i. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/02/2020

Geværet må ikke længere rettes mod fuglearterne taffeland, havlit, fløjlsand og tyrkerdue i Danmark.

De fire truede fuglearter bliver fremover friholdt for jagt. Det siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

- Naturen er i krise og går på globalt plan tilbage i højt tempo.

- Det giver ikke mening, at vi herhjemme tillader jagt på en række fugle, der regnes for globalt truede, og hvor jagten har en betydning for nedgang i bestanden, siger hun i pressemeddelelsen.

På den baggrund har ministeren besluttet at stoppe al jagt på arterne.

- Og jeg er glad for, at et enigt Vildtforvaltningsråd står bag beslutningen, siger Wermelin.

Taffeland, havlit og fløjlsand er trækfugle. Disse fugle er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet også beskyttet internationalt. Det er ikke tyrkerduen ikke, men bestanden er under pres i Danmark.

Det er Vildtforvaltningsrådet, som blandt andet tæller Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening, der har anbefalet at friholde de fire fuglearter fra jagt.

Formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen, er tilfreds med beslutningen.

- Det er vigtigt, at vi løbende vurderer, hvilke dyr vi kan forsvare jagt på og hvornår, siger han.

- Her er jeg godt tilfreds med, at vi nu har genbesøgt jagttiderne for en række sårbare arter og er nået til enighed. Samtidig er jeg glad for det klare ønske i rådet om, at vi skal indtænke internationale hensyn i forvaltningen af trækfuglene, siger Eriksen.

Om to år skal der igen kigges på fuglearternes jagtstatus. De nye jagtregler forventes at træde i kraft den 1. juli 2020.

Kilde: /ritzau/