615 personer er konstateret smittet med coronavirus

Antallet af konstaterede coronatilfælde i Danmark er steget med 101 fra onsdag. Nu er tallet 615.
Coronavirus fortsætter med at sprede sig i Danmark. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Coronavirus fortsætter med at sprede sig i Danmark. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/03/2020

Coronavirus fortsætter med at sprede sig i Danmark.

Torsdag formiddag er antallet af konstaterede smittetilfælde i Danmark vokset til 615 personer.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er en stigning på 101 i forhold til onsdagens tal.

Danmark er det land i Europa, hvor smitten stiger hurtigst.

Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, oplyste på et pressemøde onsdag aften, at der også er store mørketal. Det vil sige, at der er flere smittede end de registrerede tilfælde.

Personer, der er blevet raske, indgår også i det samlede smitteantal.

Sundhedsstyrelsen har torsdag formiddag samtidig skiftet strategi i kampen mod virusset.

Fokus bliver nu på at behandle de mest alvorlige sygdomstilfælde, mens folk med mildere symptomer skal klare sig selv uden hjælp fra sundhedsvæsenet.

Kilde: /ritzau/