Ti italienske byer lukker ned: En meldes død af coronavirus

Italien annoncerede fredag, at 17 personer var smittet med coronavirus. Fredag aften meldes én død.
Gaderne ligger nærmest øde hen i den italienske by Codogno i det nordlige Italien, efter at myndighederne har bedt folk holde sig indendøre som følge af flere bekræftede tilfælde af coronavirus.
Gaderne ligger nærmest øde hen i den italienske by Codogno i det nordlige Italien, efter at myndighederne har bedt folk holde sig indendøre som følge af flere bekræftede tilfælde af coronavirus.

Claes Kirkeby Theilgaard,

22/02/2020

En ældre mand i det nordlige Italien er død efter at være blevet smittet med coronavirus.

Han er den første person i Italien, der mister livet som følge af virusset.

Det oplyser Italiens sundhedsminister sent fredag aften.

Den omkomne er en 78-årig mand fra byen Padau i den nordlige region Veneto.

Manden har været indlagt på et hospital i Veneto i omkring ti dage i forbindelse med et andet sygdomsforløb, siger sundhedsminister Roberto Speranza.

De italienske sundhedsmyndigheder annoncerede tidligere fredag, at 17 personer var erklæret smittet med coronavirus i landet.

Der var tale om to smittede i Veneto og 15 smittede i den velhavende naboregion Lombardiet.

I Lombardiet er der tale om fem læger og ti andre personer, som er kommet på den samme bar og er en del af den samme vennegruppe.

Myndighederne har fredag beordret skoler, barer og andre offentlige steder lukket i ti byer i det nordlige Italien.

Over 50.000 personer er blevet bedt om at blive hjemme i de berørte områder.

Offentlige begivenheder såsom gudstjenester, karnevaler og sportsbegivenheder er blevet aflyst den kommende uge.

Italiens premierminister Giuseppe Conte sagde fredag, at "alt er under kontrol".

Han understreger, at regeringen opretholder "et ekstremt niveau af forsigtighed".

I de ti berørte byer i det nordlige Italien ligger gaderne øde hen.

Den første by, der blev berørt af nedlukningen, var Codogno, hvor der bor 15.000 personer.

Her er tre personer testet smittet med coronavirus. Herunder en 38-årig mand og hans gravide hustru. Manden er i kritisk tilstand og får intensiv behandling.

Han havde tidligere på måneden spist middag med en mand, som havde besøgt Kina i januar.

Senere har manden, der havde været i Kina, vist tegn på influenza. Men ifølge italienske medier er han senere blevet testet negativ for virusset.

Omkring 250 personer er blevet sendt i isolation, efter at de har været i kontakt med de personer, der er bekræftet smittede.

Det oplyser myndighederne i Lombardiet.

Udbruddet af det nye coronavirus startede i december i den kinesiske Hubei-provins.

Siden har virusset kostet flere end 2200 mennesker livet i fastlands-Kina, hvor over 75.500 personer derudover er blevet smittet.

Kilde: /ritzau/AFP