Nu stiger dødstallet igen: 743 døde på et døgn i Italien

Antal af registrerede smittede med coronavirus i Italien opgøres til 69.176 - over 5000 flere end dagen før.
Foto: Flavio Lo Scalzo/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Flavio Lo Scalzo/Reuters/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/03/2020

743 mennesker er døde i Italien det seneste døgn af coronavirus. Det bringer det samlede antal af døde op på 6820, oplyser regeringen tirsdag.

Dermed er der igen en stigende tendens i dødstallet, efter der mandag var meldt om 602 døde og søndag 650 i forhold til dagen forinden.

Det var tal, der gav håb om, at epidemien kunne være toppet i Italien.

Det samlede antal registrerede smittede stiger fra 63.927 til 69.176 ifølge regeringens tal.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus, og den italienske region Lombardiet er det område i Italien, der har flest smittede og døde.

Lombardiet ligger i det nordlige Italien. Her meldes der tirsdag om 4178 døde. Det er 402 flere døde end dagen før.

Det samlede antal bekræftede corona-smittetilfælde i Europa er tirsdag nået op over 200.000.

Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Italien har appelleret til de øvrige medlemslande i EU til at hjælpe landet med nogle af de barske økonomiske konsekvenser af coronasmitten.

Landet er i realiteten lukket ned for at stoppe spredningen af smitten. Folk har fået besked om at holde sig inden døre og kun bevæge sig ud for at handle mad og medicin.

EU's finansministre skal tirsdag aften diskutere, om man kan samles om fælles økonomiske indgreb, der kan modvirke det chok, som landene og i særdeleshed Italien er ramt af.

Italiens økonomiminister, Roberto Gualtieri, sagde tidligere tirsdag til parlamentet i Rom, at eurozonens krisefond ESM bør tages i brug for at hjælpe de eurolande, som er hårdest ramt af coronakrisen.

- Vi må bruge alle ressourcer, der er tilgængelige på EU-niveau, herunder ESM, og uden betingelser, sagde han.

ESM råder over et beløb på 444 milliarder euro.

Kilde: /ritzau/Reuters