Bil torpederer folkemængde i tysk by - flere dusin er kvæstet

Tysk statsborger på 29 år kørte bil ind i folkemængde i Hessen. Flere dusin er kvæstet, siger tysk politi.
Mange personer er kvæstet, efter at en bil kørte ind i en folkemængde ved en karnevalsparade i en by i den tyske delstat Hessen, oplyser tyske medier.
Mange personer er kvæstet, efter at en bil kørte ind i en folkemængde ved en karnevalsparade i en by i den tyske delstat Hessen, oplyser tyske medier.

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/02/2020

Mange mennesker er kvæstet efter en personbil kørte ind i folkemængde ved karneval i byen Volkmarsen i Hessen.

Ifølge tysk politi er der tale om "flere dusin" kvæstede.

Chaufføren er anholdt efter påkørslerne i byen Volkmarsen.

Det tyske nyhedsbureau dpa citerer unavngivne sikkerhedskilder for, at den anholdte er en 29-årig tysk statsborger.

Politiet siger, at der ikke er grund til at formode øget risiko for angreb andre steder i forbundsrepublikken.

Episoden skete "Rosenmontag", som er højdepunktet ved det tyske karneval.

En unavngiven talsmand for politiet siger imidlertid til Bild, at "vi går ud fra, at det var et forsætligt angreb".

Tyske medier skriver, at der er børn blandt de kvæstede. Øjenvidner siger, at chaufføren øjensynligt kørte ind i folkemængden med vilje.

Nyhedshjemmesiden HNA citerer øjenvidner for, at føreren af bilen "øjensynligt forsætligt ville ramme børn".

Øjenvidner siger til radiostationen Hessischer Rundfunk, at personbilen - en sølvfarvet Mercedes - kørte omkring 30 meter mellem folkemængden, inden den standsede.

- Øjenvidner siger, at bilen kørte gennem afspærringer med fuld fart, skriver avisen Frankfurter Rundschau.

Volkmarsen er en mindre by med omkring 6800 indbyggere. Den ligger nordvest for byen Kassel.

Et stort antal politifolk er på stedet.

Politiet i Hessen siger i en erklæring, at det foreløbigt ikke har yderligere oplysninger, og det advarer mod spredning af ubekræftede oplysninger.

Episoden fandt sted få dage efter at en 43-årig mand skød og dræbte ni mennesker i Hessen, hvorefter han øjensynligt dræbte sin egen mor og sig selv. Manden havde ifølge de tyske myndigheder racistiske motiver.

Blandt de dræbte ved angrebet, som var et af værste racistiske angreb i Tyskland i efterkrigstiden, var tyrkere og kurdere.

Alle karnevalsarrangementer i Hessen er aflyst efter episoden i Volkmarsen.

Karneval er stærkt populært i store dele af det vestlige Tyskland - navnligt i Düsseldorf, Köln og andre byer ved Rhinen.

I Düsseldorf er der "Rosenmandag" titusinder på gaden for at overvære de store parader med komiske og satiriske indslag.

Kilde: /ritzau/Reuters