Bekymring for coronavirus får de danske aktier til at dykke

Mærsk og DSV Panalpina er blandt de aktier, som mandag falder på den danske børs på grund af coronabekymring.
Aktierne på den danske fondsbørs får mandag en hård medfart. (Arkivfoto)
Aktierne på den danske fondsbørs får mandag en hård medfart. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/02/2020

Nervøsiteten i forhold til spredningen af coronavirus er mandag morgen med til at lægge et pres på de danske aktier.

Efter godt en halv times handel falder det danske C25-indeks med 2,8 procent.

C25-indekset består af de 25 mest omsatte aktier på den danske fondsbørs.

Blandt de mest faldende aktier i C25-indekset er Mærsk og DSV Panalpina. Begge selskaber tjener deres penge på at transportere varer, og derfor nyder de ikke godt af global uro, der kan være en hæmsko for den globale samhandel.

Hen over weekenden har der været særligt stor fokus på spredningen af coronavirus i Italien. Her har virusset kostet tre livet, mens 157 er blevet smittet.

Kilde: /ritzau/