Vermund sætter Dan Jørgensen på plads: Modstand mod atomkraft er fup og fidus

Den socialdemokratiske klimaminister Dan Jørgensen har erklæret sig som modstander af atomkraft. Desuden mener han, at sol og vind er både "sikrere, billigere og grønnere" energikilder. Nu svarer Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund ham igen.
Foto: Nye Borgerlige
Foto: Nye Borgerlige

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/01/2020

Den socialdemokratiske klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er bestemt ikke tilhænger af atomkraft som energikilde. Faktisk har han i et Facebook-opslag erklæret sig som direkte modstander af energiformen, og meldt ud, at han i stedet foretrækker i stedet sol- og vindenergi.

Klimaministerens modstand mod atomkraft eller kernekraft, som det også kaldes, har fået Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund til tasterne.

- Kære Dan Jørgensen. Du vil meget gerne nedbringe udledningen af drivhusgasser i Danmark. Men du vil ikke gøre som mange andre lande, der i årevis har leveret sikker, billig og CO2-neutral energi til borgerne med kernekraft, indleder Vermund et Facebook-opslag, hvor hun argumenterer for brugen af kernekraft.

Dan Jørgensens erklæring om, at han var imod kernekraft kom som reaktion på en kommentar i Ekstra Bladet, hvor de lavede grin med "Klima-Dan". Og det er egentlig helt på sin plads, at avisen laver grin med Dan Jørgensen, mener Pernille Vermund.

- Du påstår, at sol og vind er “sikrere, billigere og grønnere” end kernekraft. Og du skriver til og med i et opslag, at “1970’ernes Østtyskland har ringet; de vil ha’ deres argumenter tilbage”. Men kære Dan Jørgensen - det er desværre ikke Ekstrabladets argumenter, der hører til i 1970’ernes Østtyskland. Det er dine og Socialdemokratiets, skriver hun.

Nye Borgerlige-politikeren fortsætter med at opliste en række faktuelle oplysninger og statistikker, der taler for kernekraft - og imod sol- og vindenergi.

- I dag kommer den største andel af vores energi fra olie. Vi har i mange år været selvforsynende. Det er vi ifølge Energistyrelsen ikke mere. Vi importerer stadig mere kul og koks, end vi producerer energi fra vind og sol. Sol og vind står ifølge styrelsens egne tal for mindre end en tiendedel af det samlede energiforbrug - ikke at forveksle med elproduktion. Elektriciteten er en meget lille andel af det samlede energiforbrug.

- Derfor suppleres de blandt andet med kul, der ifølge forskere er 500 gange farligere end kernekraft i forhold til dødsfald, 1200 gange farligere, når det gælder alvorlige sygdomme og som til og med producerer mere radioaktivt materiale end kernekraftværkerne. Den hypede propaganda om, at sol- og vindenergi kan redde verden, er således ikke bygget på fakta, konkluderer Pernille Vermund.

Hun runder af med et direkte angreb på Dan Jørgensen og skriver endvidere, at det er "tudetosset" at udelukke kernekraft som energikilde i Danmark.

- Det er fup og fidus at bilde danskerne ind, at sol og vind kan bære den danske energiforsyning.

- Men alt det ved du jo godt. For du sidder som minister selv med tallene. Danskerne fortjener ren, sikker og billig energi. Derfor er det tudetosset at udelukke kernekraft.