Klimademonstranter tilbageholdt: Spærrede Københavns Lufthavn

Flere klimademonstranter er fredag blevet tilbageholdt af politiet i Københavns Lufthavn. Demonstranterne aktionerede imod en planlagt udvidelse af lufthavnen.
Politiet tilbageholder flere personer fra Extinction Rebellion, som aktionerer imod lufthavnsudvidelsen i København Lufthavn, fredag den 24. januar 2020. Københavns Lufthavn planlægger en udbygning af terminalområdet på i alt 80.000 m2. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Politiet tilbageholder flere personer fra Extinction Rebellion, som aktionerer imod lufthavnsudvidelsen i København Lufthavn, fredag den 24. januar 2020. Københavns Lufthavn planlægger en udbygning af terminalområdet på i alt 80.000 m2. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/01/2020

Københavns Lufthavn har planlagt en større udvidelse af deres terminalområde på i alt 80.000 m2. Noget, der skulle bringe antallet af passagere op til hele 60 millioner årligt, og som dermed vil kunne tiltrække flere rejsende til København.

Men den ekstremistiske klimaorganisation Extinction Rebellion er ikke tilhængere af udvidelsen. Derfor var de fredag mødt op i Københavns Lufthavn for at aktionere imod udvidelsen. Det skete bl.a. ved, at demonstranterne lænkede sig selv fast til diverse genstande i lufthavnen.

Derudover medbragte Extinction Rebellion-demonstranterne skilte med teksten "Ingen returbillet for klimasammenbruddet" og højtaler.

Extinction Rebellion begår åbent lovbrud som del af deres aktivisme og mener, at klimaforandringerne vil føre til massedød og samfundsmæssigt kollaps.

På organisationens Facebook-side skriver de om lufthavnsaktionen:

- Vi har ikke råd til at bevare status quo. Vi kan ikke øge væksten i flytrafik. Vi er i en klimakrise, og politikerne gør intet ved det.

- Det er grunden til, at Extinction Rebellion Danmark opfordrer til, at et forbud mod enhver lufthavnsudvidelse bliver en del af regeringens kommende klimahandlingsplan. Vi stopper ikke, før vi opnår klimaretfærdighed!

Københavns Politi har tilbageholdt flere af demonstranterne.

Læs 180Graders længere interview med en aktivist fra Extinction Rebellion her.