CNN har fuldstændigt mistet pusten efter Trump: Seerne har vendt den venstreorienterede station ryggen

Efter sit valgnederlag lød det fra Donald Trump, at medierne ville komme til at savne ham – meget tyder på, at han fik ret.

Lars Bjørknæs,

24. juni 2021

Er der to parter der har stået sammen i amerikansk politik de seneste år, har det været CNN og Demokraterne. Det i en sådan grad, at tv-stationen ofte er blevet anset for at udgøre mediedelen af det demokratiske parti.

Men tilsyneladende var en meget stor del af CNNs succes de seneste år knyttet til dækningen af Donald Trump, hvilket i lange perioder nærmest foregik i døgndrift. Eksempelvis i forhold til sagen om den påståede Ruslandsforbindelse, hvilket efterfølgende blev afvist i den såkaldte Mulder-rapport – på trods af at CNN igen og igen påstod at have dokumentation for forbindelsen mellem den amerikanske præsident og hans russiske kollega.

Men efter Donald Trumps afgang fra Det Hvide Hus, er det kun gået én vej for seertallene hos CNN – og det er nedad. Det er blandt andet gået ud over stationens program om medier Reliable Sources, der ledes af en af CNNs største stjerner, Brian Stelter. Således viser netop offentliggjorte seertal, at Reliable Sources seneste udgave, blot havde 650.000 seere i USA. Hvilket foreløbigt er det mindste antal, der i år har stillet ind på programmet.

Brian Stelters nedtur er med til at gøre, at CNN taber flere og flere markedsandele overfor sin højreorienterede konkurrent Fox News. Selv Brian Stelters direkte konkurrent, MediaBuzz på Fox, havde omvendt næsten dobbelt så mange seere.